Jeg var til rådighedsmøde hos a-kassen i går.
Heldigvis med en normalttænkende sagsbehandler, som ikke havde så meget at tilføje – og lovede mig, at jobcentret ikke vil blande sig i mine ting før jeg har været arbejdsløs i seks måneder. Endelig en fordel ved at være gammel!

Men det er også det eneste positive ved det system. For man skal sandelig ikke formaste sig til andet end at søge x antal jobs om ugen, opdatere sin job-log og indsende sit dagpengekort. Hvis man bare så meget som overvejer at kaste sig ud i kreative ting, så bliver det hele pludselig alt for besværligt – og kan på ingen måde betale sig.

Så da jeg spurgte om hvordan livet på dagpenge ville se ud, hvis jeg nu publicerede den bog, som bare ligger og venter, svarede sagsbehandleren helt ærligt, at det ville gøre tingene komplicerede. Og en eventuel indtjening ville blive modregnet på en måde, som ikke kan betale sig.

Naturligvis skal man ikke have dagpenge, hvis man kan tjene sine egne penge. Men da jeg er ret realistisk omkring mit bogprojekt, så ville det nok bare være håndører. Og ja, de skal da modregnes. I min optik: Lige over. I systemets optik: På en måde der er helt absurd, på ingen måde lige over og bare helt i skoven.

Så jeg gik bare hjem og var arbejdsløs og satte mig ud på altanen og svedte lidt.
Det er dejligt med et system, som kan holde de der dovne arbejdsløse i ave, så vi er sikre på, at de ikke render rundt og laver ting, som kun er reserveret det arbejdende folk!
Det er skønt med et system, som kun giver plads til, at man kan sidde og sumpe sin tid væk i solen. Altså efter at job-loggen er opdateret og man har skrevet de to ansøgninger om ugen, naturligvis. Gud forbyde, at man som arbejdsløs bruger sin tid på noget som helst konstruktivt.