Jeg var til jobsamtale i onsdags. Den der øvelse, som i bund og grund er det samme som at stå i folkeskolen i gymnastiktimerne, mens man håber, at nogen gider vælge en til rundbold. Til en jobsamtale er det bare ikke så comme il faut ivrigt at råbe: “Vælg mig! Vælg mig!”, selvom man godt kan have lyst til det.

Jeg syntes egentlig det gik meget godt – bedre end rundbold i folkeskolen. Men nu har jeg jo også lidt boldskræk, som altid har gjort det svært for mig, at finde den ægte entusiasme frem omkring den aktivitet.

Men de sagde, at de regnede med at have en afgørelse fredag. Altså i går.
Så jeg formåede at komme ud af fjerene i rimelig tid, hvis de nu ringede, så jeg ikke skulle besvare opkald med søvndrukken havnearbejderstemme. Og jeg gik rundt med telefonen klistret til mig hele dagen, mens jeg jævnligt tjekkede, at den var levende. Jeg formåede endda at falde i søvn på sofaen, hvilket altid plejer at få den til at ringe – men uden held.

Ingen opkald (udover det fra min mor, som ville høre om jeg havde hørt noget) eller mails (udover en milliard udsalgsmails – må snart få sat et “dagpenge-filter” på mailen, da det er yderst uholdbart at friste fattige mennesker på den måde!).
Og jeg ved godt, at de sagde at de “regnede” med at vide noget fredag og at vi reelt ikke havde nogen klokkeklar aftale om kommunikation i går. Men jeg var alligevel skuffet.

Også fordi man jo overhovedet ikke aner om det er et godt eller et skidt tegn.
Der var det lidt nemmere med rundbold: Hvis man ikke var en af de første, der blev valgt, så vidste man, at alle ens klassekammerater syntes at man var træls at have på holdet.