Det går godt med at være arbejdsløs! Man kan jo sove til klokken ti stykker (når ens nabo ikke spiller reggae absurd højt klokken otte om morgenen – og når solen ikke skinner, så Dexter heller ikke gider stå op), og det i sig selv er jo ganske rart.

Så veludhvilet og fuld af energi (…) startede jeg min første rigtige arbejdsløshedsuge i går. Efter at have tjekket diverse job-opslag og siddet og stirret en rum tid på de der offentlige systemer, som kræver alt for meget af min opmærksomhed, syntes jeg selv, at jeg havde styr på det.

Jeg tænkte, at jeg hellere måtte dele opgaverne lidt ud, så jeg kunne få tiden til at gå. Så efter at have fundet en håndfuld jobs at søge, besluttede jeg, at jeg ville søge dem i dag.
Det virkede som en god fordeling af opgaverne: Klargøre mandag og eksekvere tirsdag. På den måde kunne jeg også få tid til at vande på altanen og støvsuge sofaen.

Det tog så ungefär en time at få sendt en ansøgning afsted. Ikke at skrive den. Men bare at få den bogført i samtlige lortesystemer – og jeg er ikke engang sikker på, at jeg har gjort det rigtigt. Egentlig havde jeg jo planlagt at jeg ville sende endnu en ansøgning afsted i dag – men nu er jeg allerede træt.

Og helt ærligt, kan de ikke bare spørge Nets og Se & Hør om hvilke jobs, jeg har søgt? Så længe vi ikke har nogen datasikkerhed, så kan vi vel lige så godt få det mest optimale ud af det, og slippe for dobbeltarbejde.