The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

I det mindste var jeg ikke fuld

At søge job er lidt ligesom at gå i byen. Der er dem, som man er lidt ligeglade med om man hører fra – og så er der dem, som man virkelig, virkelig gerne vil have ringer.

Jeg har en ansøgning ude lige nu, som jeg inderligt håber, at jeg får et opkald på – og naturligvis at de efterfølgende synes at jeg er så awesome, at jeg selvfølgelig skal ansættes.

Så jeg sidder med min telefon klinet til mig, og tjekker jævnligt at der er strøm på, at den ikke er på lydløs – og krydser alt i håbet om, at den snart ringer.

Samtidig med at jeg håber, at den ikke ringer simultant med at jeg for 117. gang i løbet af dagen er i gang med det sædvanlige gjalden igennem lejligheden: “Gå nu for helvede hen og læg dig, Dexter!”. For det er så hyggeligt vi har det herhjemme.
Det er en lille krig på psykisk terror, hvor Dexter pt. fører, idet hun i morges trumfede alt ved at vække mig med en pote-lussing (seriøst, ingen skal tisse så meget, at det er nødvendigt at vække med pote-lussinger!).
Og så er jeg bare ikke sikker på, at jeg kan gå fra psykotisk stemmeføring til normal stemmeføring på et nanosekund.

Så vi har brug for et job. Snart. Og mens jeg stirrer på telefonen og prøver at få mine ikke-eksisterende telepatiske evner til at virke, så sidder jeg jo og tænker på ansøgningen. På at der jo var så meget man kunne have gjort bedre. Andre ting man kunne have skrevet. Andre formuleringer, der havde været federe.

Akkurat som når man vågner op efter byturen, og kommer i tanker om hvordan man forsøgte at score ham den lækre. Og tænker, at man virkelig bare håber, at han også syntes, at det var charmerende, så han har lyst til at ringe.

I det mindste var jeg ikke fuld da jeg skrev ansøgningen, til forskel fra hvad jeg normalt er, når jeg forsøger at score i byen – og dermed burde mine chancer allerede være markant bedre for at få et opkald.

Previous

Endeløs single-hed med næsten risiko-fri for barsel

Next

Angsten for uforvarende likes

4 Comments

  1. Fez

    Når piger gi’r mig deres telefonnr. i byen aner jeg ikke hvad jeg skal bruge det til – “hej, det var mig du stod og var fuld sammen med.. det var sjovt .. kthxbye” – kan være de tænker det samme, og derfor bare sidder og kigger på din ansøgning og ikke ved hvad de skal gøre nu.

    • The CityGirl

      Måske… Så er det virkelig op ad bakke! :-D
      Men hvad skal jeg så gøre? Ringe og spørge om vi skal drikke os fulde sammen? ;-)

  2. Fez

    Det synes jeg :) “Hallo, nu har I haft hele weekenden til at ringe, og jeg har intet hørt! Jeg troede det skulle være os to?! Hold op med at holde mig hen!”

    • The CityGirl

      Haha! Og man ved jo, at der kun kommer gode ting ud af alle de samtaler man starter med et insisterende “Hallo!”
      Jeg ringer med det samme! ;-)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén