Det er sjældent at jeg får trang til at prale med mit arbejde eller noget andet – mest fordi jeg ikke rigtig er den pralende type. De er jo så træls.

Men i dag følte jeg, at jeg virkelig havde præsteret! Løst en opgave SÅ fantastisk, at jeg havde trang til at fortælle det til alle. Alle andre var bare ikke sådan særlig imponeret.
Hvilket jeg jo ikke kan forstå. For helt ærligt, hvor fantastisk er det ikke, at man får et tekstoplæg på fransk, og så rent faktisk får det til at give mening!

Jeg kunne forstå op til flere ord i teksten! Faktisk sådan ret mange. Så jeg havde så mega meget optur hele eftermiddagen over at der overhovedet var noget fransk der sad fast efter 6-7 år på skolebænken i fordums tider. Det var der jo ikke nogen der havde regnet med.

Jeg havde enormt meget lyst til at ringe til alle mine gamle fransklærere og informere dem om eftermiddagens optur. Men når jeg tænkte nærmere over det, så ville det måske være lidt kikset med opkald som: “Hej! Kan du huske, at du havde mig i fransk fra 1997-99? Jeg kom op i befrielsen fra Bastillen i 2.g. Jeg vil bare lige sige, at jeg stadig godt kan lidt fransk; jeg har lige oversat en tekst om stegepander! Er det ikke magnifique?!”

Eller: “Hej! Kan du huske at du havde mig i handelsfransk i 2003? Jeg lavede en ret dårlig præstation om Ikea, som du af uransagelige grunde gav mig 10 for. Jeg vil bare lige sige, at jeg stadig godt kan lidt fransk; jeg har lige oversat en tekst om stegepander! Er det ikke magnifique?!”

På den anden side, er det bare virkelig, virkelig sjældent at man får trang til at ringe til nogen af sine gamle lærere. Måske vil de i virkeligheden gerne høre fra en?