Det er meget, meget sjældent at jeg tager min telefon, når jeg kører bil. Men der er undtagelser. For eksempel når der står “Mor mobil” i displayet. Det plejer jo at betyde en eller anden større krise eller katastrofe. Eksempelvis husker vi allesammen dengang hun ringede fra skadestuen og havde forstuvet lilletåen, og på forunderlig vis formåede at give sin yngste datter skyldfølelse over det. Uagtet at hun ikke havde været i nærheden på ulykkestidspunktet.

I går ringede telefonen og der stod “Mor mobil” i displayet. Jeg sad i bilen på vej fra Valby til Amager. Lidt for sent på den. Alt for træt. Og på ingen måde i humør til at lege problemløser long distance. Opkaldet kom nemlig fra Århus. Endnu en grund til at skynde sig at tage telefonen, for mine forældre har jo også en tendens til at komme på afveje når de er på tur…

Det var en meget hektisk mor i den anden ende. Da jeg svarede, at jeg ikke var hjemme, var meldingen, at jeg ikke kunne hjælpe. Så jeg spurgte om jeg skulle ringe ti minutter senere, når jeg var kommet frem til min veninde. Det blev der indvilliget i, men det var lige ved at være for sent.

I de følgende ti minutter forsøgte jeg at finde ud af hvad der kunne være sket. Noget som krævede at jeg var hjemme. Eller hos min veninde. Noget der hastede.

Jeg ringede op igen. Og det viste sig så at min mor var sammen med to veninder, hvor de ikke kunne finde ud af at komme på nettet med hendes medbragte computer. Men i de ti minutter der var gået fra første opkald, havde de fundet ud af, at de havde glemt at notere hvilke bogstaver der var store og små i koden, da de havde ringet og fået den andetsteds fra….

Og mens vi lige lader den stå lidt, så gik der ikke mere end yderligere ti minutter mere før telefonen ringede igen. Nu var det koden til computeren min mor havde glemt. Og mens hun tastede koden ind igen, og jeg undrede mig over hvorfor hun skulle bruge den, og hvorfor hun skulle på nettet, når nu billederne der skulle ses lå lokalt på computeren, var det lidt som om min mor glemte at hun havde ringet mig op og at jeg faktisk lavede noget andet.

Så jeg måtte meget bestemt til sidst sige: “Mor! Fokus! Hvis du skal have hjælp er det nu! Jeg står lige hjemme hos en veninde!”
Den fes ikke sådan helt ind, for det var som om min mor og hendes veninder var blevet til tre fjantede teenagepiger uden situationsfornemmelse og sans for noget.

For det er bare ikke en hastesag at man ikke kan komme på nettet i Århus.