(Gæsteindlæg) Det er rigtig lang tid siden jeg har bidraget med noget til bloggen, da min hjerne ikke har kunnet overskue andet end eksamen. Men nu er jeg tilbage. Og jeg tænker, at jeg vil lave en generel status over min januarmåned, for at samle alle mine vilde oplevelser i et lækkert festfyrværkeri (måske jeg overdriver en anelse).

Månedens unlike: Ja, det kommer nok ikke bag på nogen, at månedens øv-oplevelse kom her til aften i form af VM-finalen. Jeg synes det er så typisk Danmark, at vi aldrig formår at være de bedste. Drengene har gjort det så godt, men når det endelig gælder, så er det da bare med at ødelægge det godt og grundigt. For det var godt nok et gennemført fuck-up.

Månedens like: Jeg er ret hysterisk og forfærdelig at være i nærheden af i lang tid op til en eksamen, derfor har månedens gode oplevelse været alle de dejlige mennesker, jeg er omgivet af, som udviser så stor forståelse. Specielt min mor, mine veninder og min chef gør, hvad de kan for at hjælpe mig, og det er en dejlig følelse, som man aldrig kan takke nok for.

Månedens opgave: Månedens opgave har virkelig været at fake overfor mig selv. Jeg er ikke særlig sikker på mig selv, når jeg går til eksamen, men så længe man bare udviser, at man er sikker og tro på sig selv, er man det bedre stillet til eksamen. Men når nervøsiteten tager over, er det ikke så lige til. Derfor har jeg virkelig arbejdet på at fake selvsikkerhed. Og jeg vil lige hilse at sige, at det er nemmere at fake over for andre end for en selv ;)

Månedens forundring: Jeg er glad for reality tv, men det giver altid anledning til nogle gode tanker. Hvad sker der for navne-cirkusset i de unge mødre: Natacha Nikita, Nanna Silje, Malucca, Malou Stella og Sisse Leja? Man skulle nærmest tro, at de er af den overbevisning, at jo mere kreative navne de har, jo bedre fremstår de. Der må jeg altså skuffe dem. De er top-triste, og det bliver der ikke ændret på bare fordi man har et sammensat navn.