Jeg valgte at ligne et rigtigt menneske i dag. Ikke fordi jeg partout behøvede.
Jeg mener, de sidste to uger har alt der har lignet værdighed jo været ikke eksisterende, kva det faktum, at jeg i ny og næ har været tvunget til at gå en smule igennem den virkelige verden med en krydsning mellem Marlon Brando- og hamster-kinder – og alle de blå mærker på halsen, må vi heller ikke glemme! Iført ingen makeup og joggingbukser, mens jeg har ledt efter et passende stort hul at grave mig ned i.

Det lærer en en ting eller to om forfængelighed. Også selvom jeg aldrig har insisteret på at skulle have makeup på, når jeg bare skulle i kiosken.

I dag var der sådan set ingen grund til at ligne et rigtig menneske. Jeg skulle bare gå ned til bilen og køre ud til de gamle – og de har jo i den grad set mig Marlon Brandon-style!
Alligevel tænkte jeg “Jeg tror sgu at jeg tager rigtig tøj på og smider lidt mascara på vipperne. Bare fordi jeg kan!”.

Så det gjorde jeg. Og jeg lignede faktisk et rigtig menneske. Ikke mindst fordi hamsterkinderne i dag er så godt som ikke eksisterende! (Hurra!)
Og som et rigtigt menneske spiste jeg lasagne til aftensmad (sådan som rigtige mennesker, der har fået en kæbeoperation, spiser lasagne – altså maser det lidt rundt med tungen og sluger).

Nu mangler jeg bare, at resten af verden holder op med at poste billeder af mad på alle de sociale medier, lader være med at gå i byen og bare sidder derhjemme og ser Vild med Dans ligesom os andre kæbeopererede.