De der weekender, hvor der står børnefødselsdag på programmet, er lidt de weekender, hvor man lyst til at lægge sig ned og dø. For når man ikke har børn, så falder børnefødselsdage bare altid samtidig der, hvor man en sjælden gang har noget der kan kategoriseres som ‘liv’.

Men ikke denne weekend. Det havde jeg faktisk behændigt sørget for. Ikke at jeg var afvisende overfor idéen om at have nogen planer, men det gjorde ikke noget ikke at have nogen. For jeg skulle passe UndercoverDog som behændigt havde planlagt sin løbetid, med dertilhørende craziness – og så skulle jeg jo til børnefødselsdag.

Men da jeg skulle i seng i går, kom jeg pludselig meget tæt på min nabo. Hende, der bor i opgangen ved siden af, som åbenbart har stue op til mit soveværelse. Hende, som aldrig nogensinde har hørt før. Og hende, som pludselig spillede alt lortemusik fra Gangnam Style til Dodo’s til Tarzan Mamamia – helt, helt højt mens hende og tusind veninder skrålede med.

Jeg nåede lige at tænke, at jeg ville lægge mig ind på sofaen at sove, inden jeg faldt i søvn. Og hvordan jeg har kunne sove fra det, er svært at forklare. Men det gjorde jeg. Til gengæld havde jeg det som om jeg havde været med til festen i nat, med tømmermænd und alles, da jeg stod op. Og det er lidt uretfærdigt når man faktisk bare lå inde i sin seng og var helt edderspændt rasende.

Så da jeg kørte til børnefødselsdag, var det med tanken, at jeg ville lave lynvisitten, som i at aflevere en gave, bælle en kop kaffe og skride igen.
Tingene har det bare med at tage en anden drejning. For før jeg vidste af det, havde jeg en eller anden ja-hat på, som gjorde, at jeg lod mig overtale til at gå i børnenes frisørsalon og lod dem crepe mit hår.

20121007-191449.jpg

Måske var det fordi jeg kort forinden havde fået at vide, at jeg var en af dem der var blevet nævnt utrolig meget af den mini-niecen, som havde glædet sig meget til moster kom. Sure mostre fra byen har åbenbart også et hjerte.