Ikke den eneste idiot

I snart to måneder har jeg haft et lettere klistret spisebord. Ikke fordi jeg aldrig tørrer det af. Men fordi Røverkøb er noget lort!

Jeg giver primært dem skylden. Mere specifikt den unge fløs nede i forretningen på Nordre Frihavnsgade. Jeg var jo sindssyg grundet flytning med dertilhørende stress og kaos, så jeg er relativ ansvarsfri.

Derfor lod jeg mig overtale til at købe noget vandbaseret lortemaling – også selvom jeg mindst fem gange sagde “Men det er jo til et spisebord!” – og hver gang fik svaret “Jaja, det er lige så godt som terpentin-maling”.

Det er det så ikke. Hvis det var en væg jeg aldrig rørte ved, så kan deres sjask formentlig bruges. Men ikke til et spisebord. Som bliver brugt. Det ville jeg også fortælle dem, hvis jeg gad cykle hele vejen hen til dem. Men det gider jeg ikke. Jeg sætter bare aldrig mine ben i en Røverkøb igen.

Så jeg har længe taget mig sammen til at gå ned i en rigtig malerforretning, med rigtige maler-eksperter. Det skulle bare lige times. Sådan noget med tid og ingen UndercoverDog.

I dag tog jeg mig sammen og gik i Flügger. Og efter at have fået utrolig god og kyndig vejledning, kunne jeg ikke lade være med at gå til bekendelse og fortælle om min eklatante fejl ved 1) at gå i Røverkøb, 2) ikke at tænke mig om; ethvert barn kan jo sige sig selv at det skal være slidstærkt! Og det er vandbaseret ikke.

Og den søde Flüggermand sagde, at jeg ikke var den eneste. At de dagligt havde kunder som gav op på deres Røverkøb-produkter – og som han plejede at sige: “Hvis man godt kan lide at male mange gange, så skal man købe Røverkøb. Ellers ikke.”
Det varmede lidt at jeg ikke er den eneste idiot.

Så nu har bordet fået første gang i dag, får anden gang imorgen – og så indtager jeg det på søndag. Jeg tror jeg vil driste mig til at købe en pizza og stille den lune pizzabakke på bordet og se om den hænger fast og generelt kan holde til sådan en udfordring.

Ellers går jeg ned og klager til Flüggermanden. Det var han helt ok med – for han mente, ligesom jeg, at et spisebord skal kunne holde til at man sætter en lun pizzabakke direkte på det. I know! Jeg har bare pisse høje krav til mine møbler.

4 comments

    • The CityGirl

      Var lige inde på deres hjemmeside: “Alle RØVERKØB forretninger har et bredt udvalg i kvalitetsmaling, gulvbehandling, stuk, persienner og “gør-det-selv”-produkter.
      I forretningerne vil der altid være professionelle farvehandlere og medarbejdere, der altid vil være behjælpelige med en kompetent rådgivning til dine opgaver.”

      Kan specielt godt lide at de bruger ord som “kvalitetsmaling” og ” professionelle farvehandlere og medarbejdere” og “kompetent rådgivning”. Lidt humor har de trods alt…

Skriv en kommentar

Du kan anvende følgende HTML HTML:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>