Tvungent overskudsmenneske
Når man får smækket hvad der føles som et kvart ton metal i kæften, men som i virkeligheden bare er en indvendig bøjle, opdager man, at man er omringet af velmenende løgnere.
Først forsikrede alle mig om, at man stort set ikke kunne høre at jeg havde fået bøjle på, selvom jeg jo selv kunne høre hvordan især mine s’er var helt retarderede. En uge efter melder hele banden uopfordret ind med at man nu næsten ikke kan høre det og at min tale virkelig er blevet god.
Jeg er 30, jeg kan godt selv høre når jeg taler dårligere end en stiv grønlænder.
Så den seneste uge, inklusiv i dag, har jeg spærret mig selv inde, arbejdet hjemmefra og undgået kontakt med hvad der var mere end højst nødvendigt. For faktum er, at når man får bøjle på i en alder af 30 år, så bliver man træt. På alle måder. Man bliver træt af, at man pludselig taler dårligt. Man bliver træt af, at stort set al mad er en udfordring. Og man bliver træt af, at hvis ikke maden forårsager smerten, så gør tænderne og bøjlen det helt af sig selv. Og så bliver man bare generelt træt, når ens madindtag falder til halvdelen af hvad det plejer at være, fordi vi er nået ned på et absolut stadie af need-to-eat uden noget som helst nice-to-eat.
Men nu er det slut med at leve i en parallelverden, som kun består af mig, min lejlighed og min computer. I morgen skal jeg ud i den virkelige verden. Imorgen skal jeg ind på arbejde igen. Og selvom det går rigtig godt med at spise, så har jeg lidt angsttanker om hvad fanden jeg skal gøre med mad. Det er definitivt slut med at købe et rundstykke med fra bageren om morgenen; bare tanken om at skulle forcere det gør mig træt.
Det eneste jeg kan tænke på, udover at købe mig fattig i teboller hos bageren (vidste vi godt allesammen at de der bløde boller koster kassen?!), er at bage selv. Hvilket jeg jo selvsagt ikke gider. Men jeg kan ikke finde nogen anden udvej end at ty til min mormors boller, som er bløde, uden næring og et perfect match til en bøjle.
Synes godt, at de kunne have informeret om, at med en bøjle følger der tvungen overskudsmenneske med, som selv skal bage. Så havde jeg nok lige overvejet det en ekstra gang.
Fra samme skuffe:
Jeg føler virkelig med dig! Men dine omgivelser vil ikke fuldt ud kunne forstå HVOR slemt det rent faktisk er at få bøjle på i vores alder og at det IKKE er det samme, som da de selv havde nakketræk som 15-årige. Alt er alligevel ærgerligt, dumt og svært, når man er teenager, men det har man jo ligesom lagt effektivt bag sig (forhåbentlig!) som 28-29-30-årig. Indtil en bøjle indfinder sig. I guder, det er slemt! Følelsen i munden, synet i spejlet, besværet ved spisning, smerterne ved den kontinuerlige tandregulering – og ikke mindst de mange velmenende kommentarer, som blot minder én om, hvor tydelig bøjlen er for omverdenen.
Lige inden jeg fik bøjle på sagde en ultragusten kollega til mig, at den slags så “pivfrækt” ud til kvinder, så det skulle jeg ikke være ked af. Jeg græmmes stadig ved at tænke tilbage på det – apropos din post om bøjlefetichmænd …
Men jeg håber sørme, at det bliver nemmere for dig med tiden! Hvor længe skal metallet efter planen sidde på? Og skal du tillige opereres?
Det dér med maden bliver med sikkerhed nemmere, det kan jeg næsten love dig 100%. Et tip er altid at køre tungen henover det hadede metal efter et måltid – det kan faktisk gøre smilet pænt uden hjælp fra en tandbørste (NB: Spinat, rucola m.m. er en lidt anden sag!). Apropos tandbørstning, så kunne jeg ikke lade være med at børste to gange både morgen og aften (og indimellem) med masser af tandpasta på børsten – følte ikke, at det blev ordentligt rent ellers. Det har sikkert været en hysterisk handling, men i hvert fald har mine tænder ikke taget varig skade af at have været besat af fælt metal i to år, yay! :)
Ja, du har ret – for vi har jo netop lagt teenageårene langt bag os. Heldigvis!
Min bøjle sidder indvendig (i overmunden – den i undermunden kommer til at sidde udvendig, når den engang kommer på), så man kan heldigvis ikke se den – men det gør det bare så meget mere besværligt at spise; der er jo ikke plads til både tænder, bøjle, tunge OG mad! Men det ER allerede blevet nemmere, men det er jo marginaler der måles på lige nu…
Og jeg har nok lidt samme hysteriske handling; i hvert fald er tandbørstning stærkt opprioriteret nu! Og gerne en ekstra gang, for at være på den sikre side ;-)
Det er planen at det “kun” er et år indtil jeg skal have kæbeoperationen. Ved godt, at mange har det på længere, og er også glad for at jeg har fået udsigt til “kun” et år. Men det føles alligevel som lang tid. Specielt lige nu, hvor jeg jo stadig prøver at finde ud af hvad der kan spises uden at jeg opgiver. Popcorn fungerer overraskende godt! Så det er min snack pt :-)