The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Postkort fra en sur, gammel dame

Det var trods alt et humant tidspunkt vækkeuret ringede på i morges – altså i forhold til når man skal i lufthavnen. Det måtte jeg alligevel erkende – og selvom jeg teoretisk set godt ved, at rigtig mange mennesker står op på det tidspunkt på helt almindelige hverdage, synes jeg stadig det var fucked. Kvart i seks bliver bare aldrig et naturligt tidspunkt for mig.

Det gjorde det heller ikke bedre, at tømmermændene fra weekenden stadig havde slået lejr i min krop – men a girl’s gotta do what a girl’s gotta do! Så med overraskende minimal forsinkelse kom jeg ud af døren og satte kursen sydover til Malaga og Kat!

Men første forhindring viste sig hurtigt, da selfservice check in nægtede at give mig en bagagestrimmel. Lettere angst gik jeg til bagagedrop med boardingcard og uden bagagestrimmel og prøvede at forberede mig på at det ville være mig der stoppede køen, fik systemet til at bryde sammen og være hende alle hader. Men jeg klarede frisag og nåede at blive helt lettet inden jeg skulle igennem security, hvor angsten vendte tilbage.
For jeg har aldrig prøvet at gå igennem der med en bøjle. Det er jo metal! Og tanken om at den ville få det til at bippe og jeg ville blive trukket til side pga. den magtede jeg ligesom ikke. Men endnu engang klarede jeg frisag – hvilket jeg er ret glad for. Totale ydmygelser før kl otte om morgenen undgår jeg helst.

Ved gaten var der mistænkeligt ingen børn der hverken kunne ses eller høres – men det var jo så fordi jeg skulle sidde ved siden af tre ungersvende årgang 1987 (folk der er født der ér jo børn! Alt over 1983 er jo børn…), som teede sig som verdensborgere, men som i virkeligheden var typerne der larmer på den irriterende måde, har al håndbagage liggende random på gulvet (som åbenbart derfor endte ovre ved mig??) og som troede de kunne spille poker. Godt nok kan jeg ikke finde ud af at spille poker, men Krig kender jeg – og det bliver aldrig et tjekket spil.

Jeg ved ikke hvem af drengene der vandt, hvordan de klarede sig i Angry Birds, men vi kom allesammen til Malaga – også selvom jeg tydeligvis er en sur, gammel dame.

Men nu sidder jeg og drikker kaffe i solen og venter på Kat. Jeg tror alt er godt.

Previous

Taget til fange af fiskemanden

Next

Ferie for feriens skyld

6 Comments

  1. Jeg er fra ’87. Sorry.

  2. På den tid af morgenen er det jo heller ingen kunst at være en sur, gammel dame eller mand. :)

    • The CityGirl

      Nej, man skulle nok nærmere have en Oscar, hvis man kunne stille med det modsatte! :-)

  3. Miws

    Enjoy!!!

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén