Kvinder og biler. Ja, det er en kliché – men klichéer opstår jo ikke ud af ingenting, og jeg skal gerne være den første til at sige, at kvinder kører herre dårligt. Men det gør mænd også. Specielt mænd i dyre biler. Hvilket jeg altid tænker er ærgerligt; at sådan en lækker og dyr bil er spildt på så dårlig en bilist.

Jeg kører naturligvis eminent godt. Og det er også mig der råber eder og forbandelser efter de kvindelige bilister og mændene i de dyre biler. Men bare fordi man kører herre godt, så er det jo ikke ensbetydende med, at man har helt tjek på resten af ligningen omkring en bil. Altså alt det der med motor og ting i den dur.

Måske derfor, havde jeg ikke selv prøvet at følge Miss Marilyn til syn før. Måske derfor, havde min far de andre gange taget over, og været den voksne og ansvarlige. Jeg burde formentlig have været mopset over at han havde gjort det, men i virkeligheden var jeg bare glad for at jeg slap for at presse sådan en kedelig ting ind i kalenderen.

Denne gang gjorde jeg det selv. Og da jeg havde bestilt tid til syn, følte jeg mig næsten FOR voksen og ansvarlig – men sært stolt. Lige indtil jeg kom i tanker om, at syn jo ikke bare er sådan en ting man gør og krydser af listen. De kan jo for fanden finde ting og kræve at de skal fikses og så skal man tilbage igen, og før man ved af det er man i et fast forhold til en mekaniker – som er dyr i drift!
Og endnu værre: Det kunne jo være, at jeg selv skulle køre Miss Marilyn op på et eller andet halløj, og det ville jo med garanti gå hen og blive en blond affære…!

Men der var ingen vej udenom. Jeg skulle. Staten manglede jo tydeligvis mine 450 kroner i kassen – og jeg skal da ikke være den der driver landet helt ud på fattiggården.

Vi ankom til synshallen og heldigvis blev mine bilnøgler taget fra mig, og der var ingen forventning om at jeg skulle deltage yderligere i seancen. Jeg kunne bare stå og se på – hvilket jeg gjorde.


Og det var meget svært ikke at agere den overbeskyttende mor, som følte, at hendes barn blev gjort fortræd. Jeg mener, han ragede hende jo alle steder og gjorde ting ved hende ingen nogensinde har gjort før! Faktisk så måtte jeg tvinge mig selv til at tænke, at jeg ikke måtte slå ham, hvis han kom ud og talte dårligt om Miss Marilyn. For det var lidt det jeg havde lyst til.

Efter et kvarters tid var det tid til dommen, og han kom ud med et papir, og jeg glemte alt om at jeg ikke måtte pande ham en – men heldigvis sagde han, at de småting han havde fundet ikke var noget jeg skulle tilbage at have tjekket, at jeg bare skulle få det ordnet og så var alting topdollar. Var naturligvis lidt sur over, at havde noget som helst dårligt at sige om hende, men samtidig endnu mere glad for, at det ikke var noget de skulle indvolveres yderligere i.

Faktisk var han så flink, at han begyndte at fortælle mig, at det der med justering af lygten kunne jeg jo selv gøre, hvis jeg havde det der apparat og så var det jo legende nemt. Jeg gav ham ret; ingen grund til at tage ham ud af hans åbenlyse vildfarelse om, at jeg har tjek på biler.

Og så kørte vi hjem, og jeg lovede Miss Marilyn at der ville gå mindst to år før nogen skulle røre hende igen på den måde.