En verden uden sofaer
I sidste weekend var jeg på en byvandring, der kastede lidt lys over hvordan arabisk og mellemøstlig kultur har sat sit præg på byen. Og det var ganske interessant. For som altid med sådanne byvandringer, lærer man ting, som man ikke anede, og muligvis aldrig havde tænkt på.
Eksempelvis ville Tivoli aldrig have eksisteret, hvis ikke Carstensen var opvokset i Algier og gerne ville bringe lidt af alt det tant og fjas til København, hvor man åbenbart havde meget svært ved at slå håret ud og lave lidt gang i gaden dengang. Ironisk nok, synes vi Tivoli er ærke-dansk…
En anden oplysning, og langt mere foruroligende var, at sofaen først kom til den vestlige verden i 1800-tallet.
Miss Cool og jeg var chokerede. Tænk at der har været et tidspunkt i verden, hvor mennesket ikke har haft sofaer!? Tænk hvis araberne ikke havde lært os at lave sofaer?! Skulle vi så sidde på hårde stole, ret op og ned, og se Vild med Dans?!
Tænk, at vi har været så dumme, at vi ikke selv har kunne gøre en bænk mere komfortabel! Tænk, at der ikke er nogen der har tænkt det på et tidspunkt – eller endnu værre; at nogen har foreslået det, og andre har slået det ned.
Miss Cool og jeg har forsøgt at tale om denne rystende oplysning op til flere gange, men er aldrig kommet videre end sætningen “Tænk at der var engang, hvor der ikke fandtes sofaer! Det er jo sygt….”
Personligt vil jeg gerne takke araberne for at de har givet os blegfede tåber et alternativ til den hårde stol. Havde jo aldrig overlevet i en verden uden sofaer!
Fra samme skuffe: