Jeg har altid grinet hånligt hvert år ved juletid, når man læste den ene artikel efter den anden om folk der havde forædt sig i julemad. For hvor åndssvag kan man være? Jeg mener, at tæske sin egen krop så meget med mad kan jeg altså ikke have ondt af. De kunne jo bare lade være!

Så tog jeg til Sicilien, og allerede inden vi kom derned, kunne vi kun tale om alt det mad vi skulle indtage. Det blev vi ved med at tale om efter vi var landet; det blev faktisk lidt den røde tråd i ferien. Allerede om morgenen kunne vi tale om hvad vi skulle have at spise til frokost, for tingene skulle jo planlægges! Der var så meget der skulle spises, så der var ikke plads til at lave fodfejl. Derfor måtte det planlægges ned til mindste detalje. Og derfor blev vi nødt til at spise mindst to retter pr. måltid…
Til at starte med tænkte jeg ikke så meget over det. Jeg er jo ung (…) og slank, har et fænomenalt stofskifte og min gamle læge sagde engang de bevingede ord “Du bliver aldrig tyk!” – og med det in mente, gik jeg ombord i maden. Det var jo bare en lille snack. Hele tiden…

Det startede rigtig godt. Menukortet blev taget næsten slavisk fra den ene ende til den anden (minus blæksprutte; det kommer jeg bare aldrig til at holde af) – og vores kroppe gik fra at have en normal fornemmelse, til at være konstant mætte.

Jeg mistede alle hæmninger. Kunne ikke stoppe. Skulle lige have en lille snack mere. Bare en enkelt. Og det fik ret hurtigt konsekvenser. Efter tre eller fire dage lignede min mave ikke sig selv. Den kunne ikke trækkes ind. Den var ikke pæn. Den var bestemt ikke pæn i en bikini. Den var overfyldt. For at sige det på en pæn måde.

Jeg havde forædt mig – og måtte gå the walk of shame ned på apoteket og forklare på halvt engelsk, halvt italiensk at jeg skulle have noget for fordøjelsen. Det fattede hun selvfølgelig ikke, så jeg måtte bide al skam i mig, og forklare hende, at jeg virkelig gerne ville på toilettet snart (som i NU!), at jeg havde spist for meget, og at jeg egentlig ikke havde skidt i flere dage. Efter at have forklaret problemet i mindre pæne vendinger, forstod hun, og jeg fik nogle piller.

Halvandet døgn efter var jeg back in business, og helt klar til at køre to retter pr. måltid igen. Jeg nåede igennem næsten hele menukortet; det eneste jeg aldrig fik var panna cotta og rigtig tiramisu. Det var som om de ikke rigtig gik op i den slags.

Jeg kunne selvfølgelig bare have ladet være, men det var sgu det værd! Specielt når man sidder herhjemme i København og al mad bare virker kedelig og ligegyldig. Så kan det godt være, at jeg har taget et par kilo på, men lur mig om de ikke snart falder af, eftersom jeg nærmest ikke har gidet spise herhjemme. Har kun spist af pligt, og absolut ikke af lyst – helt omvendt af hvad jeg udsatte min krop for i sidste uge.

Fra samme skuffe:

The flight of shame

På tur med Stig II – med Helge som kvali-stempel

Grazie! E’ una Fiat Cinquecento!