Det er ikke fordi jeg ikke kan lide børn. Jeg kan faktisk godt lide dem. Visse af dem, forståes. For faktum er jo, at der altid er nogle børn der er træls. Ligesom der altid vil være nogle voksne der er træls. Formentlig de samme som var træls som børn?

Jeg er faktisk nået så langt med mit akavede forhold til børn, at jeg har fundet ud af at jeg gerne vil have børn. Men kun nogle af de små charmerende italienske af slagsen. Hvilket jo fint løser mit problem med “Hvem skal være gravid og klemme noget helt absurd ud? For det bliver ikke mig!”. Nu handler det bare om nogle kidnapninger, og det er vel et eller andet sted bare et spørgsmål om planlægning og projektstyring.

Når jeg så engang får kidnappet et par stykker af de charmerende italienske børn, så bliver der kæft, trit og retning opdragelse her. Faktisk hælder jeg mest mod bare at lukke dem inde, og først lukke dem ud i virkeligheden når de er 18 og jeg ikke behøver tænke på farlige ting som internet og blottere. I hvert fald skal mine børn være lidt mere fleksible – eller rettere sagt; jeg vil være lidt mere fleksibel.

For der findes ikke noget mere irriterende end at få sit liv dikteret af snotunger, bare fordi forældrene ikke lever i den virkelige verden.
Et eksempel kunne være, at jeg havde lavet en aftale for nogle dage siden om at komme ud og spise middag hos mine forældre. På dagen ringer jeg op for at høre om vi kan aftale at spise lidt sent (i forstadsverdenen er sent 18.30-19-ish), fordi jeg lige har nogle ting jeg skal ordne mellem arbejde og fritid.
Svaret er et blankt nej.

Sagen er nemlig den, at min søster og hendes afkom har gæstet forstæderne i mellemtiden, og derfor er spisetid kl. 18. Sharp. Uden diskussion – for babyer trumfer alt!
For det første ville det have været rart at få et heads up på, at jeg var blevet trumfet af en børnefamilie og at min aftale åbenbart var blevet overrulet af en 1,5-årig.
Dernæst ville det være rart hvis omtalte mennesker, som i øvrigt stadig har ferie og er på barsel, bare var en lille, bitte smule imødekommende overfor andre mennesker. Lad os bare sige mennesker i den virkelige verden. Dem som har et arbejde, som har fri kl 17 (ish), som umuligt kan nå at cykle hjem, kaste cyklen fra sig og forcere myldretidstrafik til forstæderne og stå ret til børnemiddag kl. 18. Min bil kan meget, men den kan sgu ikke svæve over forstadsbilister, som notorisk kører langsomt og dårligt!

Jeg fik middagen forhandlet hen til 18.15. Klokken 18.30 holdt jeg i forstæderne efter at have overtrådt samtlige hastighedsbegrænsninger, og taget alle de gule lys.
Og så skal man oven i købet sidde og spise sin middag forskudt af de andre – og med skyld med skyld på. Bare på grund af et lille menneske der går med ble.

Jeg tror jeg dropper forstæderne det næste stykke tid – i hvert fald hvad angår middage. Gider simpelthen ikke ligge vandret igennem København, når der ingen fleksibilitet er i den anden ende. Og gider i særdeleshed ikke have skyld med skyld på, over at jeg tydeligvis ikke er fleksibel nok, selvom det er umuligt for mig, at være mere fleksibel.

*Det skal lige siges, at jeg virkelig godt kan forstå, at et barn skal have faste rammer og går også ind for det. Men fleksibilitet en enkelt gang i ny og næ er jo ikke noget der skader nogen. 

Fra samme skuffe:

Kartoffelmos med skyld på

Skyld med skyld på

For eksperimentets skyld

Skyld med skyld på

Hvad hvis den ligner en ork? II