Mormor er det nye sort
Lige pludselig en dag, så var de der. Rynkerne omkring øjnene. Først var det bare smilerynker, og det var egentlig ok. I hvert fald kunne jeg ikke svinge mig op til det helt store.
Så gik der et par år, og for et par uger siden gik det op for mig, at smilerynkerne havde opgraderet sig selv.
Det var ikke noget jeg havde lagt mærke til når jeg så mig selv i spejlet, men på den anden side, så er jeg jo så distræt, at jeg sjældent lægger mærke til særlig meget. Men det var når jeg gned mig i øjet at jeg lagde mærke til det. For det er ikke noget der bare kan foregå stille og roligt mere. Det er faktisk noget der er gået hen og blevet en decideret kamp med rynkerne, som min finger nærmest forsvinder i. Faktisk har jeg næsten været bange for at min finger ville sidde fast i mine rynker ved øjnene, så voldsomt har det føltes.
Jeg synes egentlig det er lige lovligt friskt af smilerynkerne at opgradere sig selv til mormor-rynker bare sådan. Sådanne rynker, hvor man nu skal være opmærksom på at få fjernet overskydende makeup fra, som Biologen så fint formulerede det, efter vi havde inspiceret hinandens rynker. (Og når man én gang har siddet og nærstuderet hinandens rynker med en veninde, så er man definitivt ikke ung mere!)
Nu håber vi bare, at resten af ældningsprocessen vælger at gå lidt mere langsomt, så vi ikke fra den ene dag til den anden vågner op med mormor-overarme og mormor-bryster. Det er jeg bare ikke helt parat til endnu. Giv mig 40-50 år, og så kan vi måske tale om det, hvis det endelig skal være. Ellers skal vi meget hurtigt have lavet tingene om, så Mormor er det nye sort!
Fra samme skuffe: