The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Med spenderbukserne på

Jeg var ikke bare tvivlende, men direkte vantro da jeg afsluttede samtalen i tirsdags. Havde det meste af tiden siddet og tænkt “De tager fejl. De tror jeg er en anden. De tror jeg er voksen!” – men på den anden side virkede de så overbevist om, at jeg var den rette de skulle tale med. Om mine pensioner.

Det eneste jeg ved om mine pensioner er, at jeg indbetaler et eller andet, et eller andet sted hen. Det går fuldstændig automatisk, og det er absolut ikke noget jeg tænker over. Så da de spurgte mig om jeg ikke ville have et møde med dem, så jeg kunne få overblik over det, var jeg lige ved at spørge “Hvorfor?”, men svarede i stedet “Jojo, lad os da klart gøre det!”.

I formiddags mødte jeg min pensionsrådgiver for første gang. Halvdelen af tiden kunne jeg ikke lade være med bare at tænke på det faktum, at jeg nu har en pensionsrådgiver – og havde umådelig meget lyst til at fnise af det. For det lyder jo fjollet! Kom også undervejs til at spørge hende om hun virkelig var min pensionsrådgiver nu, altså en sådan helt personlig pensionsrådgiver. Det svarede hun ja til, og fortalte mig, at jeg bare kunne ringe hvis jeg havde spørgsmål.

Og så gennemgik vi en masse fancy ting og sager, som jeg allerede nu ikke kan huske halvdelen af. Dog gik det op for mig, at jeg uden at vide det, har været ganske flittig til at indbetale til min fremtid. Faktisk fik jeg næsten ros for det! Det eneste jeg tænkte var, hvordan jeg kunne få alle de dejlige penge ud. Nu. Men jeg turde ikke spørge; det virkede ikke som om det var den vej man skulle gå, så i stedet gav jeg grønt lys for at forhøje mine indbetalinger med en hel procent – og følte mig stor i slaget og med spenderbukserne på. Altså på den der voksne og ansvarlige måde.

Og det var også voksen, jeg på den ene side følte mig som, da jeg gik ud derfra – men på den anden side følte jeg mig også lidt som et lille barn, der lige havde været inde på rektors kontor. Uanset hvad, så har jeg min helt egen personlige pensionsrådgiver nu, og det kan jeg ikke lade være med at synes er lidt sejt. Måske fordi jeg stadig er så ung i min hjerne, at jeg ikke helt kan se hvad jeg skal bruge hende til. Lidt ligesom halvdelen af indholdet i min værktøjskasse.

Previous

Tak, DF? Eller…?

Next

Ydmygelse ved kasse 1

5 Comments

  1. Been there, done that … og fattede ikke en dyt (men de gennemskuede mig ikke).

    • The CityGirl

      Jeg håber heller ikke jeg nogensinde bliver hørt i det, for så kommer jeg da til at dumpe big time!

  2. Pensionsordninger er også noget af det mest umulige at have med at gøre. Vil jeg have kapitalpension, ratepension eller livrente eller hvadvedjeg. Hvor skulle jeg vide det fra? Og vælger man det ene, så kan man ikke X, heller ikke hvad skat angår, og vælger man det andet, så kan man X, men ikke Y, og hvis reglerne så bliver ændret, så er det pludselig det andet, der er bedre end det ene, og …. *Arrghh*. Jeg vil bare have så mange penge som muligt at leve af, når jeg engang er gået på pension. Hvor svært kan det være?

    Og pensionsordninger fra arbejdsgiveren, det har jeg bare aldrig forstået fidusen i. Det betyder jo bare, at man har lige så mange småopsparinger stående, som man har tidligere arbejdsgivere – det er da ikke smart?

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén