Jeg er muligvis jordens mest ringe menneske til at faste. Siden klokken slog 14 har jeg kun tænkt på mad og slik, og har en fuldstændig vanvittig, ubændig trang til at styrte ned i 7Eleven og rippe den for ALT!

Efter den herlige kikkertundersøgelse i går, blev jeg henvist til en ultralydsscanning, og eftersom vi jo alle ved, at der er ventetider til alt her i Danmark, ringede jeg straks for at bestille en tid – og fik en til i dag. Klokken 18. Og var helt paf over den effektivitet der var i den anden ende af røret.
Men intet er jo gratis, og jeg fik også meget strengt at vide, at jeg skulle faste fire timer før – og måtte ikke tisse en time før.

Jeg tænkte, at klokken 18 passede meget godt, for jeg plejer jo alligevel ikke at indtage andet end vand på den anden side af frokost, med undtagelser af lidt chokolade i ny og næ når det virkelig er slemt. Det mente jeg godt at jeg kunne undvære en enkelt dag. Fire timer er jo heller ikke særlig lang tid.

Åbenbart tog jeg gevaldig fejl her. Og jeg burde faktisk have vidst det på forhånd, for det er jo en betinget refleks hos mig, at når jeg ikke må noget, så vil jeg det. Ekstremt meget! Og åbenbart kan fire timer godt føles som tusind.
Så nu sidder jeg og labber vand i mig (som er det eneste jeg må indtage) og prøver at lade som om at det er kaffe, snickers, romkugler, lakridser. Det hjælper ikke stort. Og da jeg længselsfuldt sad og kiggede på min kollegas tyggegummi, måtte jeg erkende, at jeg er jordens mest ringe menneske til at faste.

Men i det mindste ved jeg nu, at hvis jeg nogensinde skal noget igen, hvor jeg skal faste, så skal det være om morgenen, så fasten foregår sovende. Her bliver jeg simpelthen bare nødt til at erkende min svaghed.