Hele denne dag har bare været pro forma. Det var helt pro forma at jeg overhovedet stod op i morges, at jeg smed makeup i hovedet, satte håret (sådan da) og tog pænt tøj på. For hvis ikke det var fordi der stod Torsdag i kalenderen, og at jeg derfor skulle på arbejde, så var jeg blevet under dynen. For det har bare været en af de dage.

En af de dage, hvor man ikke kan svinge sig op til en skid. Hvor intet rigtig virker, men heller ikke helt er gået i stykker. Hvor verden bare er skæv – og himlen naturligvis overskyet i dagens anledning. Hvor der er modvind på cykelstien, hvor man løber tør for makeupfjerner og Benadryl. Hvor alt det gode slik er taget og hvor alle andre ligesom bare er i for godt humør.

Hvor rodet i lejligheden er intakt, hvor man skal betale dumme regninger og konfronteres med sin værste fjende; Netbank. Hvor bumsen på hagen ser ud som om den har slået permanent lejr, ligegyldig hvor mange kradse produkter man udsætter den for og hvor man faktisk er pisseligeglad med det meste.

Hvor man er kørt helt og aldeles fast i et projekt og ligegyldig hvor mange sære vinkler man anlægger, ender man i den samme blindgyde, og har snart ikke mere tålmodighed tilbage. Men fordi det er en pro forma dag, orker man ikke rigtig andet end bare at stirre apatisk på skærmen, mens man stille håber, at det er det der gør tricket til at få den hellige gral frem.

Kaffekoppen er halv tom i dag – og det er okay at den er det nogen dage.

Fra samme skuffe:

1 nr. 4 og en halv 3er, tak

Voksen og halv-kriminel

Forsinket teenage-oprør

Nogen dage er bedre end andre

Prinsen på den hvide hest-fri dag