Jeg har egentlig altid været stolt af, at jeg er ikke er forfængelig. Jeg kan godt gå på gaden uden makeup og kan næsten sætte en ære i at være søndagsgrim.
Men her i morges ændredes min verden med ét. For der gik det op for mig, at det hele måske i virkeligheden mere handler om, at jeg bare er halvblind og egentlig  snart bør gå ned i Synoptik og få et par nye briller – og ikke mindst gå med dem.

For det er som om at spejlet er kommet tættere og tættere på for hver morgen der gået – og i morges var jeg så tæt på spejlet som jeg kunne være, uden at komme i karambolage med det. Og lige dér, så jeg nogle, måske små, rynker under øjnene. Altså ikke de der smilerynker, som jeg har det helt fint med. Men sådan nogen som er permanente, som er kommet fordi jeg ikke er nogen vårhare længere, og som jeg ikke havde set før, fordi jeg er halvblind.

Det har jo været meget nemt at tro på at man ikke er forfængelig, hvis man samtidig har haft en tyrkertro på sig selv på at man er ung og smuk, og at der ikke er noget at komme efter. Men nu er der jo noget at komme efter, nu er jeg ikke bare halvblind, nu har jeg også rynker og er blevet forfængelig. For det gjorde sgu lidt ondt at opdage de rynker i morges.
Og udover selve smerten ved at opdage rynkerne, så var det også smertefuldt at skulle erkende, at tiderne med at være carefree og ung er ovre, og at jeg prompte ofrede mig selv på forfængelighedens alter, ved at dykke dybt ned i makeup-pungen i et forsøg på at finde remedier der kunne redde situationen.

Det lykkedes ikke, for jeg har jo ikke været forfængelig før. Fanden tag dig, lorte-alder og tyngdekraft og hvad der ellers er! Nu havde vi det lige så godt, og så kom du og ødelagde en ellers udmærket fredag morgen!

Fra samme skuffe:

Forfængelighedens Alter

Morgen-flirt

Højdramatisk mandag morgen

I’m a laaady!

Sagen: Alder