Med skemalagt regn både ud og hjem i dag, tog jeg bussen på arbejde. Og da klokken nærmede sig fyraften, var jeg så træt, at jeg aflyste dagens aftale. Jeg skulle bare hjem, og det kunne kun gå for langsomt!
Et hurtigt intermezzo i Irma på Nørreport og så skulle jeg hjem og svælge i flødekartofler og wienerschnitzel! Troede jeg.

For naivt hoppede jeg på 5A igen, skruede op for musikken i ørene og stod bare og glædede mig til mad og sofa.
Men pludselig drejede bussen ad Søerne i stedet for at køre over broen. Naivt tænkte jeg, at den vel drejede ind på Nørrebrogade igen på et tidspunkt, men da den bare fortsatte ud og ud af Åboulevarden blev jeg lidt nervøs og stod af ved Jagtvej. For hvis bussen ikke kørte på Nørrebrogade i udgående retning, kørte den vel næppe tilbage?
Så stod jeg der – med schnitzler i tasken.

Så kom der en 5A den anden vej, som jeg tog, og så en 3A, og så ENDELIG hjemme. Det tog også kun en skide time. Bare fordi nogle mænd i midtlivskrise på deres motorcykler skal køre ud til Bakken. Åbenbart. Fandt jeg langt om længe ud af.
Men tanken om schnitzel og flødekartofler holdt mig oppe, så jeg gik entusiastisk igang med at skrælle kartofler nok til fire mennesker (jeg har ikke fået frokost i dag…), og efter de alle var skåret op og lå pænt i fadet, syntes jeg, at der var noget der manglede. Da min hjerne endelig fik sig samlet om de få ingredienser flødekartofler indeholder, fandt jeg ud af at jeg manglede løg.

Der kunne jeg faktisk have sat mig ned og grædt, fordi i mellemtiden var det begyndt at regne udenfor, og Fakta syntes galakser væk. Febrilsk kiggede jeg i mine skabe for at se om jeg ikke kunne putte noget andet i, men jeg måtte erkende, at hverken timian, tabasco eller allehånde (hvorfor har jeg de ting?!) kan substituere løg.

Trodsigt tog jeg bilen ned til Fakta og købte løg for alle pengene, og tilbage i køkkenet blev der ikke sparet på løgene! Man kunne sige, at den fik fuld Gaddafi på løgene.