The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Your Moment of Zen

Det kan godt være at jeg ikke har den fjerneste idé om, hvor tiden mellem nytårsaften og nu er blevet af, og at jeg kalendermæssigt stadig befinder mig omkring d. 4. januar. Og det kan godt være, at jeg har nogle rande under øjnene der er på størrelse med Rundetårn, som jeg har mistænkt for at leve deres eget liv (i hvert fald er de indifferente overfor øjencreme og Touche Éclat). Og det er meget muligt at jeg er omkring 100 kilometer bagud i at besvare søde og velmenende mails fra folk, men lige i dag er jeg ganske ustresset, tangerende til zen-agtig.

For jeg har haft en virkelig god dag! Muligvis fabelagtig, og hvis jeg var over 30 ville jeg sige “Alletiders!”.
Så da jeg mødtes med Den Ene Søster til Dinner&Dancing, uden dancing, var jeg et vandfald af historier – og hun var også ganske overrasket. For den normale udveksling af høflighedsfraser plejer at være nogenlunde:

– Hvordan går det?
– Nah, du ved; same old shit… – og så går vi videre til at tale om alt andet end mig.

I dag kunne jeg præsentere den ene gode historie efter den anden, om projekter der var faldet på plads, om nye projekter der måske var undervejs, om ting vi havde joket med aldrig ville blive til noget og bare gode nyheder, sådan helt old school.

Og jeg kunne jo også se, at det var en stor mundfuld for hende at sluge, ligesom det også er for mig. Jeg er jo efterhånden vant til, at reglen er, at der ikke må ske noget godt for mig. Jeg skal ligesom bare blive siddende, så balancen i Universet ikke rykker sig. Det er ikke fordi jeg har accepteret den rolle sådan fuldt ud, men jeg har forliget mig lidt med den, og har bare antaget, at der engang ville komme en bonus retur. Måske at George Clooney en dag lå inde i sengen. Bare et eksempel.

Så skeptisk spurgte hun, om jeg også havde mødt en fyr – og dertil kunne jeg berolige hende med, at jeg stadig er lige så single som jeg plejer at være. For det ville for alvor både have smidt Universet ud i en seriøs ubalance – og muligvis have givet hende et hjerteanfald.

Så jeg nyder lige det hele lidt, indtil det går i sig selv igen – og holder vejret og håber at Universet ikke tipper. Meget kan jeg tage skylden for, men at tippe Universet orker jeg ligesom bare ikke at have siddende på mig.

Previous

Alder er jo bare et tal

Next

På randen af momentan inkontinens

3 Comments

  1. Kat

    Kan jo slet, slet ikke få armene ned! Nyd det, darling! Er så absolut ganske velfortjent!

  2. Lyder fantastisk!. Måske bliver det Your Year of Zen – 30 er ikke så slemt endda.

  3. The CityGirl

    @Kat: Godt at du har armene oppe – jeg tør jo ikke rigtig, for ikke at jinxe det :-)

    @Helle: Uh.. “Your Year of Zen” – dét ville fandme være skønt! Og hvis det fortsætter i denne dur, så bliver 30 ikke så slemt ;-)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén