Nogle gange må man ofre sin alderdom og hanke op i sig selv og tage sig sammen. Så det gjorde jeg i går – og det var jo heller ikke fordi, jeg ikke havde noget valg. For billetten var jo købt for lang tid siden, så det var jo egentlig bare at sætte sig til rette, læne sig tilbage og se (og høre) hvad Sune & Sharin havde at byde på.

Og det var betagende godt, indbydende lækkert og egentlig bare en god koncert, som leverede varen.


Det er første gang, jeg har hørt The Raveonettes live, og jeg håber ikke, det bliver sidste gang. Der er ikke noget stort sceneshow eller noget andet tant og fjas, som kan overskygge musikken. Det er bare to dygtige musikere og deres fabelagtige musik.

Og så kan jeg godt se igennem fingre med, at jeg er absurd træt i dag – for det var nok lige at stramme den lidt at tage første raske dag efter influenza i turbo og strakt arm. Men jeg ville ikke have været foruden aftenens næsten magiske koncert. For det er sgu næsten magisk, når Sune & Sharin slår sig løs.