På trods af sne og is og ufremkommelighed, er der alligevel ikke noget der kan stoppe os danskere i at proppe os med så meget med fedt, at vi ryger på skadestuen. Åbenbart holder vi niveauet, og alt er som det plejer. Og jeg forstår det ikke. Min Facebook bugner også over med opdateringer hvor folk stolt fortæller at de nu for 117. gang skal spise for 34 mennesker igen – og de glæder sig.

Jeg er ikke nogen kostfornægter, og jeg tog da også 3 stykker gås mere juleaften end jeg burde – for gåsen er jo sjældent på bordet, og så elsker jeg det jo bare. Men hvis man tager 3 stykker gås ekstra, så må man jo bare skære ned på andet, som i mit tilfælde var rødkål og hvide kartofler (det er jo alligevel bare for syns skyld man hælder det på tallerkenen!).

Hele dagen i går lå jeg brak på sofaen, og selvom det nok mere var pga. at det føltes som om der var nogen der syntes det skide skægt at vride mine æggestokke ud af form og generelt prøve at ommøblere hele det nedre område uden bedøvelse, så var jeg også glad for, at jeg kunne have en pause med julemaden og generelt holde maden på et absolut minimum.

Men om lidt skal jeg til det igen, og skal til familie-julefrokost. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide maden; jeg synes ganske fint om julemad. Der hvor det går galt er, når man skal sidde og spise det med andre, der æder som om de ikke har fået noget at spise hele året. Så bliver det lidt vulgært og frastødende, og så bliver jeg kontrær og får mest lyst til bare at spise en selleri (selvom jeg hader selleri).

Men jeg gør det ikke, jeg melder mig i kampen, for ellers får jeg jo ikke noget at spise. Så om 2 timer er jeg lige så vulgær og frastødende og har et bjerg af små frikadeller på min tallerken i kampen om at få noget mad. For jeg skal jo spise, og hvis det er vilkårene at jeg skal kæmpe om maden, så må jeg jo gøre det.