The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Jeg stiller mig lige ud i kulden

Af alle de dage jeg kunne vælge mellem, valgte jeg årets koldeste dag at låse mig ude på. Eller det vidste jeg jo ikke på forhånd, for det var langtfra en bevidst handling.

Efter at være gået fra arbejde lidt tidligt, for at komme hjem til en længe ventet aften, hvor der ikke var nogen som helst jule-arrangementer på programmet, men kun me, myself & I, fik jeg lov til at stå i uendelige tider og vente på bussen.

Som tiden gik og følelsen langsomt forsvandt i først mine tæer, så mere generelt fødderne, stod jeg og overvejede alternative veje. Det virkede lettere at tage et tog fra Vesterport til Nordhavn og så en 3A, eller gå over og tage en 14’er til Østerbro og så en 3A – men jo længere tid man står, jo mere overbevist bliver man jo også om, at NU kommer der en bus. Eller nu kommer de 1000 busser der skulle have været her.

Efter 45 minutter kom jeg endelig på en bus, og kørte gennem det halve af København med Taber-Frans som brokkede sig over at folk ikke maste sig nok sammen – og generelt alt hvad han kunne finde på at brokke sig over, sammen med stemmerne i sit hoved.
Endelig, endelig, endelig kom mit stoppested, og jeg fik kastet mig ud af bussen og løb (så godt som man kan på frosne fødder) hjem.

Kun for ikke at kunne finde nøglerne i min taske. Lige da jeg var ved at vende hele tasken på hovedet, falde ned på knæ på fortorvet mens jeg dramatisk ville råbe “Neeeeeej! Nu stopper du med at pisse på mig, lorte-Gud!” fandt jeg mine bilnøgler.
Ikke helt skidt, for så kunne jeg i det mindste sætte mig ned på et sæde og gennemrode tasken med lys på. Således så gjort. Stadig ingen nøgler.

Kæmpede nogle sekunder med tårer inden jeg tog mig sammen og ryddede bilen for sne, for så måtte jeg jo køre ud til mine forældre efter nøgler. 2000 kubikmeter sne senere og to frosne hænder (som jo passede fint til de frosne fødder), var bilen sne-fri og jeg satte den i gear og trykkede på speederen. Kun for at konstatere at den kun kunne komme halvt ud af parkeringen og så bare kørte fast.

Heldigvis kunne den også komme tilbage igen, og efter at have gjort det et par gange konstaterede jeg, at den var kørt fast, at jeg stadig ikke havde nogen nøgler, at både mine hænder og fødder var frosne og at jeg var så tæt på et hysterisk anfald som man kan komme uden at lægge sig i fosterstilling.

Grådlabilt ringede jeg til mine forældre og rablede historien af mig, og de lovede at køre ind med nøgler.
I mellemtiden satte jeg mig hen på en café og sad helt apatisk med al overtøjet på (tog dog ørevarmerne af, det ville alligevel have set lidt mærkeligt ud) og holdt krampagtigt om jordens dårligste kop te til 25 kroner. Men i det mindste var den varm.

25 minutter senere ringede min far, at han holdt ved min lejlighed med nøgler. Jeg spurtede (så godt som man kan på halv-frosne fødder) hjem, og fik nøgler og en portion hønsekødssuppe som bonus. Meget kan man sige, men det er fandme nogle vinder-forældre der kommer med nøgler og suppe!

Jeg forventer at have genetableret varmen i min krop om 12 timer – indtil da er jeg den der ligger i fosterstilling under en dyne!

Previous

Mande-elske-liste #8

Next

Mislykket forsøg på at være voksen

5 Comments

  1. Goddammit – Nåede lige at vugge frem og tilbage i afmagt sammen med dig. Thumbsup til faderen din! Ham skal du holde fast i :D

    • The CityGirl

      Haha! Ja, ham holder jeg fast i – han er også god til at bygge nisseborge, så det vil være dumt at skille sig af med ham ;-)

  2. Kat

    Men altså – hvor fanden var nøglen?

    • The CityGirl

      Nøglerne lå da selvfølgelig på bordet i stuen. Hvor ellers?

  3. Hold da op, det var godt nok uheldigt!! Sådan noget sker altid, når det passer mindst ind i programmet (hvis det da nogensinde gør)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén