Jeg giver mine forældre skylden. Jeg giver min bankrådgiver skylden. Jeg giver min radiator i soveværelset skylden – og generelt alle andre end mig selv. For der er alligevel grænser for hvad jeg kan bære på mine skuldre af utjekkethed.

For jeg vågnede klokken 9.56 lidt med et sæt, og lidt med tanken “Nå ja, det er jo lørdag..” – kun få at gå i panik fordi det jo er fredag, og jeg burde sidde inde på arbejde og ikke i min seng med håret til den ene side.

I et forsøg på at minimere skaden kastede jeg mig ud af sengen og skrev brødebetynget mail til chef om at nogen havde været inde i mit soveværelse i nat og stjæle mit vækkeur, og at jeg arbejdede hjemme og var i fuldt gang nu. Alternativet ville jo være at spilde tid på at lægge håret ned og komme ind på arbejde, hvilket jeg vurderede at jeg knap nok ville kunne nå før arbejdsdagen var ovre.

Jeg fik besked retur om at jeg gik glip af kage; chefen havde åbenbart fødselsdag og gav kage – og ville nu spise mit stykke. Fair nok straf alligevel. Og så gik det ellers bare slag i slag ned ad bakke for mig resten af dagen, hvor jeg kunne slutte af med at stå i badet mens hele mit badeværelse faldt ned omkring mig.

Eller sådan føles det i hvert fald, når man står splitterragende med shampoo i håret og badeforhængende falder ned på hver sin side af en – og så skal til at stå og montere badeforhængsstænger med shampoo i håret og splitterragende. Fucking københavner-badeværelset med fuskerløsninger, som jeg ikke har tålmodighed til!

Tænker, at det nu kun kan gå én vej, og det er op – hvilket må resultere i fremragende aften med sushi & cosmo med Oraklet!