Egentlig ville jeg helst have tilbragt søndagen i mit eget selskab med god kaffe på kanden, Sport på 3′eren i baggrunden (for sært nok elsker jeg at høre sport i radioen, formentlig lige så meget som jeg hader at se det i fjernsynet) mens jeg stille og roligt kunne få ordnet de småting sådan en søndag kræver.

Omvendt ville det også være meget rart at få fjernet toppen af den der evige vasketøjskurv – og så naturligvis få vasket mine nye fab jeans. Problemet er jo bare, at de helst lige skal vaskes for sig selv første gang, og jeg gider ikke rigtig bruge 30 kroner på at se dem svinge rundt alene i en vaskemaskine på et vaskeri. Det er jeg alligevel for nærig til.

Alternativet var at køre til forstæderne, så jeg ringede til mine forældre for at høre om jeg måtte komme og vaske. Det måtte jeg godt, men hvis jeg ville have noget frokost skulle jeg køre forbi bageren og købe noget brød, og hvis jeg ville blive til middag skulle jeg også lige købe nogle lagkagebunde med, for så ville min mor lave æblemarengs. Og med et trylleslag blev det meget mere besværligt bare at køre ud og vaske og drikke en kop kaffe.

Så jeg kørte forbi bageren og konstaterede at deres lagkagebunde var udsolgt, men at forstadsfolket virkelig for spist nogle flødeskumskager om søndagen. Det var jo vanvittigt hvad de bar ud derfra!

Hjemme hos mine forældre gik min mor nærmest i panik da jeg ikke kunne fremvise lagkagebunde. Jeg havde forsøgt at kompensere ved at købe noget kringle (også lidt fordi jeg følte mig presset hos bageren, når alle de andre købte kage), men det var ikke godt nok.

Mens min mor kørte rundt for at finde lagkagebunde satte jeg mig til at vente. Først på at vaskemaskinen var færdig med at vaske, dernæst på at det blev tid til aftensmad. Og hold nu kæft hvor går tiden langsomt i forstæderne! Også selvom man bruger en god sjat af den på at installere Adobe Reader på sin mors computer mens man selv er på Facebook.

På et tidspunkt blev jeg seriøst nervøs for om tiden var gået i stå, om vi måske var gået på vintertid eller om vi var i en anden tidszone. Jeg kedede mig så meget at jeg kom til at tale med min far om slibning af knive. Mest fordi jeg kom til at tænke højt, og at jeg i længere tid har ville tage mine knive med ud til ham, så han kunne slibe dem. Det resulterede i visning af hvordan man gør, og at jeg nu har lånt min fars slibestål… Skal nok blive fint når jeg skal igang med at slibe knive!

Efter slibekursus var der stadig absurd meget tid tilbage, og jeg ved egentlig ikke hvordan jeg fik den slået ihjel – men gad godt vide hvad folk i forstæderne gør med al den tid de åbenbart har derude. For man kan jo ikke slibe knive og lede efter lagkagebunde hele tiden.

Fra samme skuffe:

På tur i forstæderne uden ja-hat