The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Hvad hvis den ligner en ork?

Efter at have tilbragt utrolig meget tid (for en single) med børn de sidste to weekender, hvor jeg dermed har set en hel del af slagsen, kan jeg ikke lade være med at tænke lidt på, hvordan mit afkom vil blive. Misforstå mig ikke; mine æggestokke blafrer ikke – hvis de var en lille smule i svingninger før, så er de i hvert fald helt stille nu!

Men når man ser sådan ret mange børn, hvor ikke alle er lige velopdragne eller kønne, så tænker man hvordan det er som forælder. Hvad hvis man får et barn der ligner noget fra Star Wars? Hvad hvis man får et barn som er pisseirriterende? Hvad hvis man får et barn som bare er virkelig, virkelig grimt? Tror man virkelig selv på det, når man står og taler stolpe op og stolpe ned om hvor kønt og fantastisk det barn er, som åbentlyst bare er grimt og irriterende?

Personligt tror jeg ikke at jeg ville kunne holde facaden og stå og fortælle, hvor smuk mit barn var, hvis tilfældet var det modsatte, eller stå og blære mig med mit barn, hvis det var pisseirriterende og mærkeligt.
Men det er lidt som om, at dem med de grimme børn har brug for at tale om hvor smukke de er, og dem med de irriterende børn har brug for at fremhæve dem som det modsatte.

Jeg må indrømme, at selvom jeg ikke er afklaret med at få børn, så har der været visse mænd, hvor jeg bare har vidst på forhånd, at hvis uheldet var ude, så ville det uden tvivl ende med en abort – for tænk hvis hans dårlige gener af uransagelige årsager trumfede mine! Jeg ville jo ikke kunne bære at have spildt mine gode gener på noget, som jeg på forhånd vidste ville ødelægge det færdige resultat. Jeg vil ikke være en af dem med et barn der ligner en ork, som ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt!

For hvis barnet ligner en ork og er pisseirriterende, kan man så elske det? Findes der ikke grænser for hvad man som mor kan elske – og er det måske det forældrene med ork-børnene prøver at dække over ved at fremhæve dem så meget?

Måske er jeg bare en uvidende single uden børn, måske vil jeg elske mit ork-barn betingelsesløst. Men jeg håber alligevel at det vil være mine gener der vil være de dominerende, og at de eventuelle ork-gener bliver holdt nede.

Previous

Rock’n’roll vs. konventionel

Next

Den Store Flyttedag

12 Comments

  1. Det kan vist så blive et langt håb. For de fleste børn ligner mest faren ved fødslen – muligvis er det en måde fra naturens side, at berolige ham, så han tror på at det er hans barn & og sørger for mad til barnet. (Så naturligvis lidt uheldigt når barnet overhovedet ikke ligner ham, men så må man håbe han ikke er klar over at det er sådan.)

    Muligvis er det også derfor, at naturen har indført forelskelse – for hvis man som mor er forelsket i den voksne ork, er der nok også større chance for at man tager dig af ork-afkommet. Og derfor er det der alkohol ekstra farligt.

    Så – hvis man går hen og får en ork, er der vel ikke andet for end at gå og håbe at det efterhånden viser sig at være et menneske. Og i mellemtiden prøve med lidt selvsuggestion.

    • The CityGirl

      Men jeg mener jo også, at man vel kan starte med at gå efter de gode gener – så har man ligesom gjort sit, og må bare håbe på det bedste!

  2. Rikke

    Men de bliver ikke nødvendigvis ved med at ligne deres far. Jeg tror ikke mødre er i stand til at se det, hvis de har grimme børn, ligesom jeg tror, at hvis de har plagsomme børn, er de så vant til irritationerne, at de ikke bemærker, at ungerne er en sand plage.

    Ligesom vi forældre kan tåle et langt højere støjniveau fra børn end mennesker, der ikke har børn.

    Og jeg aner ikke om andre synes min knægt er irriterende, men det er jeg naturligvis overbevist om, at de ikke synes, hehe

    • The CityGirl

      JA! Også det med at I har et helt andet støjniveau…. Det er mig ubegribeligt nogen gange, hvad I kan holde ud… ;-)

      Jeg håber så at din dreng ikke er irriterende, og at det er derfor du ikke kan se det. Du kan vel godt se når de andre børn er irriterende? ;-)

      • Rikke

        Oh yeah, meget nemt at lade sig irritere af andres irriterende møgunger =)

        Ja, det værste ved lydniveauet er, at det er svært at vurdere, hvornår det generer andre. Jeg gør mennesker, der ikke har børn opmærksom på, at min tærskel er et helt andet sted end deres og at det er fint, at de siger til, hvis deres bliver ramt. Det gør de ikke så tit, så enten er min knægt eksemplarisk eller også er jeg omgivet af konfliktsky mennesker =)

  3. To ting:

    1. Jeg var for ikke længe siden i selskab med et barn som forfra havde ekstremt store kinder og fra siden fik mig til at tænke: gad vide, om det er et af de der børn med flade baghoveder fordi de har ligget for meget på ryggen?

    2. Jeg fortalte historien til kollega som sagde, at hendes børn altså ikke havde været særlig pæne som babyer men de var heldigvis vokset fra det. (eller måske havde hun bare vænnet sig til, hvordan de så ud)

    • The CityGirl

      Kan du ikke få vist billeder af hendes børn for at tjekke om de virkelig er vokset fra det??

  4. Kat

    Da min far blev far igen, og jeg skulle ud og se den der halv-halløj, så ringede han i forvejen for lige at advare mig: “Din halvbror er altså meget, meget grim”.

    Så nogle kan i hvert fald godt se det…

    • The CityGirl

      Ville være rart hvis flere ringede og advarede i forvejen – for man bliver altid fanget i det, og skal give en eller anden kompliment og står og træder vande mens man forsøger at finde et eller andet pænt at sige, som ikke er at lyve lodret…

  5. Jeg går bevidst en stor bue uden om skaldede mænd. Jeg er selv rødhåret, og der er altså grænser for hvor mange dårlige hårgener man kan tillade sig at gamble med. Og jeg er ikke engang sikker på om jeg overhovedet vil have børn. Det er vist bare sådan en “just-in-case” ting.
    Eller tænk hvis man får mobberen. Den onde fra klassen. Det ville jo være frygteligt.

    • The CityGirl

      Men vil man ikke hellere have mobberen end orken?
      Jeg medgiver det er pest eller kolera, men alligevel?

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén