Nemmere at malke en flue
Jeg blev nødt til at tildele mig selv en time-out i går aftes. Egentlig lidt uretfærdigt eftersom det jo ikke var mig der havde gjort noget galt. Men efter at have brugt to en halv time på henholdsvis NemID, at gennemrode bunker af papirer og tilsidst bare forsøge at modstå trangen til at skrige, stampe i gulvet og tude af raseri, blev jeg nødt til at tælle til ti (eller 243 milliarder) og ringe efter sushi for ligesom at fjerne fokus fra alt det der gjorde mig rasende.
For jeg havde endelig modtaget min midlertidige kode, og skulle jo så i gang med mit nye liv med NemID. Jeg medgiver, at min tiltro til det hele ikke har været stor fra starten af, men set i lyset af, at jeg jo ikke ville kunne komme videre med mit liv uden at få lortet til at virke, tvang jeg ja-hatten på, og gik i gang.
Det startede ret godt med at systemet faktisk godtog både midlertidigt login og kode. Problemet var bare den side jeg kom til, hvor der i bund og grund stod, at jeg ikke kunne bruge mit NemID til noget uden at have en digital signatur… Jeg gik fra 0 til 100 i raseri på et nano-sekund, mens jeg råbte af siden, at hele det her NemID jo skulle over-rule alle de der andre latterlige login.
Så klikkede jeg på “Videre uden digital signatur” og blev logget ud og fik at vide at min kode var ugyldig.
I 20 minutter var jeg nummer 1 i køen til deres support og formåede at få opbygget en god portion raseri. Endelig kom jeg igennem, og da jeg forklarede hvad der var sket, fik jeg at vide, at den side jeg var kommet til faktisk ikke kunne bruges til noget og var en fejl. Javel, ja… Måske I skulle lave det om?
Og så skulle jeg igennem alle mulige ting, som resulterede i, at jeg blev helt køreklar med fucking NemID – men lige skulle have tilsendt en ny kode, fordi jeg jo sjovt nok havde brugt min tilsendte kode på at blive logget ud…
Jeg prøvede at beherske mig, og spørge på en høflig måde om de ikke bare kunne låse mig op via telefonen så vi allesammen kunne komme videre med vores liv. Svaret var nej. Jeg prøvede at tigge og smide al værdighed. Svaret var stadig nej, og jeg måtte pænt vente på ny kode – dog kunne jeg muligvis få min bank til at sende en ny kode via sms til mig, som jo så ville være hurtigere.
Helt rasende og med en uendelig tom fornemmelse lagde jeg på. Med udsigten til at skulle vente alt for mange dage på ny kode, kastede jeg mig ud i at kigge mine bunker af papirer igennem, i håb om at jeg måske kunne finde de papirer IRL som min bankrådgiver havde efterspurgt. Det gjorde jeg ikke. Men jeg fandt da både min navne-attest, registreringsattesten til bilen og alle mulige gamle og fuldstændig ligegyldige papirer.
Så det skrev jeg til min bankrådgiver, samtidig med jeg spurgte om hun kunne give mig ny kode hurtigere – og så ringede jeg efter sushi, som jeg jo slet ikke har råd til. Men det virkede som det eneste der kunne dulme raseriet.
I morges klokken 8.43 modtog jeg en sms med en ny kode, og helt overraskende (og uden ja-hat) fik jeg lortet til at fungere her på arbejde! Desværre ved jeg så nu hvor meget jeg stadig skylder i SU-lån, samt alle mulige andre ting, som jeg syntes mit liv fungerede så jättefint med ikke at vide.
Fra samme skuffe:

haha, det var præcist det samme, der skete for mig, første gang jeg prøvede nemid … “dit nemid er ikke tilknyttet din netbank” ..nå, fedt, så hopper jeg da bare ind på nemid.nu og gør det “din adgangskode er ikke gyldig, klik her for at bestille en ny”
Og man er så tryg ved at det er sådan nogle tosser, der har udtænkt denne geni-streg, der skal styre alle ens følsomme oplysninger…!
Jeg går i gang med at installere den nemID om 5 minutter – jeg skal returnere med en statusmelding (hvis jeg bliver færdig i dag) ….
Krydser fingre for dig – og venter spændt på update!
Så er den i vinkel! Meget tilfreds her … må jeg så også spise sushi?
Jeg ved ikke rigtig… det virker jo som om du bare fik det installeret uden problemer?!? Kan man det? Lyver du? Man må ikke få sushi hvis man lyver…
hvis jeg nu lover at sige sandheden og kun sandheden må jeg så slippe for sushi ? vil godt medgive dig at det ikke er logisk opbygget – og er sikker på at min far nok også var blevet en kende hidsig hvis ikke jeg havde stået ved siden af og oversat fra “nemid’sk til dansk”