Har du studiekort?
Det er mange år siden jeg har haft et gyldigt studiekort i pungen, og i lige så lang tid siden jeg har rendt rundt og samlet fesne rabatter med det kort. Sidste gang jeg husker at have brugt et, var vist for 3 år siden i Londons akvarium, hvor jeg scorede mig en klækkelig studierabat på et forældet studiekort fra Århus Uni.
Og fordi det er så lang tid siden jeg har været studerende, og dermed haft gyldigt studiekort, har jeg hverken tænkt på det, eller tænkt på at jeg eventuelt kunne ligne en studerende.
Derfor kom det meget bag på mig, da jeg stod i Magasin her til aften, og ti minutter i lukketid langede random shopping over disken i TopShop, hvortil ekspedienten glad spurgte om jeg havde studiekort.
Forbavset svarede jeg nej, og mens hun slog random shopping ind tænkte jeg, at hun vel måtte tro at jeg lignede en studerende når hun kunne finde på at spørge om sådan noget.
Og hvis hun mente jeg lignede en studerende, måtte hun vel synes at jeg så yngre ud end min faktiske alder, og ved den tanke blev jeg helt glad.
Men på vej ned ad rulletrappen kom jeg til at tænke på, at jeg jo egentlig kender en del studerende på min egen alder, og derfor syntes hun nok alligevel ikke at jeg så yngre ud – måske lignede jeg endda en evighedsstudent, og så var der ikke så meget optur over studiekort-spørgsmålet længere.
Overvejer nu at finde det forældede studiekort frem igen, så jeg næste gang kan score min studierabat på hele 37 kroner…
Fra samme skuffe:

Ellers kan du sikkert låne Morfars…?
Fo sure, jeg ligner faktisk også Citygirl ret meget…
Jamen så ringer jeg jo bare efter dig næste gang jeg bliver spurgt om jeg har studiekort!