Hele denne uge har jeg været tvunget til at se realiteterne i øjnene, og selvom det ikke har været det mest kønne syn i verden der har mødt mig, synes jeg heller ikke vi skal male fanden på væggen. For når nu jeg er blevet tvunget til at få overblik over alle de ting, som jeg kategorisk har nægtet at beskæftige mig med igennem årene, må jeg faktisk sige, at jeg er et ganske godt parti.

Endnu bedre vil det jo naturligvis blive, hvis jeg indlader mig på Gældsfælden, stavnsbinder mig og bliver gennemgående fornuftig. For regnskabet for fremtiden er rigtig pænt – det eneste der taler imod er faktisk bare mit kontrære sind, min kærlighed til min nuværende frihed og den generelle tilstand i min hjerne, som minder lidt om iPod shuffle, og som har svært ved at overskue alt det her.

Min nye bedste veninde hedder Maria, og er min bankrådgiver – og jeg har haft mere kontakt med hende i denne uge, både IRL, pr. mail og telefon, end nogen andre. Og hun er virkelig glad. Det er helt andre sange der bliver sunget end da jeg sidst sad overfor hende og skulle låne sølle 10.000 kroner.

Nu vil hun gladeligt forære mig en helvedes masse penge – og seneste mail fra hende indeholdt optimistiske sætninger som “Vi vil meget gerne tilbyde dig lånet – så når I er klar til overtagelse og har været gennem advokat for at få oprettet skøde/overdragelse så er jeg klar med finansieringen.” – foruden et 20-siders dokument over min fremtid.

Der er faktisk ingen valide argumenter for at sige nej – og set i lyset af, at jeg også bliver et bedre parti af det, bør jeg måske også bare springe ud i det. For hvis ikke man kan score mænd på normal vis, så kan man vel købe sig til dem – så har man også fuld kontrol over alt det man ender med ude i forstæderne bag ligusterhækken.