Efter vi havde brugt hele dagen lørdag på at cirkle rundt om Stephansdom, lige gyldig hvilken retning vi gik i, trængte vi om muligt endnu mere til wienerschnitzler end først beregnet.

Så efter at have powernappet på hotellet tog vi ind til Hotel Sacher, som skulle have en af byens bedste schnitzler – og den var virkelig god!
Måske var det fordi den blev serveret af en servitrice i et outfit fra århundreskiftet, og at hun så ud som om hun havde været der lige så længe. Måske var det fordi citronen var pakket ind, så kernerne ikke blev presset med ud. Måske var det bare fordi vi var ekstremt schnitzel-hungrende. Men den havde den rigtige smag, rigtige størrelse og faldt på det rigtige sted.

Efter vel overstået schnitzel-indtag satte vi kursen mod American Bar, hvilket også viste sig at være det helt rigtige at gøre. Vi blev modtaget af tre glade bartendere på den lille bitte bar, som alle virkede som om de havde ventet længe på os. Det var som om sætningen “Hvor var det godt I kom! Jeg har virkelig savnet jer!!” hang usagt i luften, og vi fik ekstremt god betjening – og eminente drinks!
Det var stedet at være; alle de rige og trendy hang ud der – og ikke mindst de få høje mænd byen kunne tilbyde. Faktisk virkelig rart at se en rigtig mand, fremfor alle de små dværge der ellers rendte rundt.

Så naturligvis skulle de have en masse drikkepenge – desværre blev det bare ikke serveret så elegant fra vores side, da vi skulle betale. For vi ville gerne betale vores drinks med kort, men lægge drikkepenge i mønter (så man kunne komme af med noget af alt det vægt i pungen!), så da han spurgte om vi ville sætte drikkepengene på visakortet kom det ud som “No. We’ll do it in coins!”. Vi kunne godt høre at sætningen lød en smule lummer på den sære måde, og bartenderen så også ud som om det var det han tænkte. Så vi skyndte os at drikke ud, så vi kunne “do it in coins” og komme væk.

Søndag formiddag stod den på hest. Og ikke bare random heste (selvom der var mange af dem i byen, der gjorde at man lige fik et swif af heste-lort i ny og næ når man gik rundt). Men Spanische Hofreitschule! Og selvom jeg ikke er særlig meget til heste (og i virkeligheden synes det er onde dyr), så glædede jeg mig lidt til at se, hvad de der heste egentlig kunne. Det er jo ligesom slået ret stort op, så mine forventninger var høje!

Jeg vil ikke sige at alle mine forventninger blev indfriet, men jeg kunne godt se, at de der heste kan nogle tricks som andre dødelige heste ikke rigtig kan – og så må jeg indrømme at jeg er blevet lidt vild med heste-ballet! Alligevel lidt sejt når 8 gay heste (for de ser sgu lidt gay ud) tripper rundt i formationer i takt til musikken (næsten). Og så er jeg vild med den hat rytterne har på – og blev slemt skuffet da man ikke kunne købe den i souvinirbutikken.

Efter heste-ballet fortsatte vi i testosteron-verdenen (rytterne var udelukkende mænd, og alle hestene af samme køn… – kan næppe gøre noget godt for sædkvaliteten at sidde på hest hele tiden…) og gik over og kiggede på Hofburg, som var en dekadent opvisning i hvad der sker, når for meget testosteron får storhedsvanvid. Men de var sgu meget gode til at bygge nogle seje ting, de der kejsere.

Da vi havde fået dækket vores testosteron-behov i Hofburg tog vi ud for at se på det hus, som kunstneren Hundertwasser havde lavet. Det skulle jo efter sigende være en attraktion der var turen værd. Det var også flot – men man kunne ikke lade være med at tænke, at det må være mega irriterende at bo i sådan et hus, hvor alt er skævt (selv gulvet), og ikke mindst når der hele tiden står turister og tager billeder. Hvilket vi også gjorde inden vi forsøgte at finde tilbage til byen.

For hele tiden, var det som om Wien lå forkert på kortet – eller at vi vendte det forkert, eller stod forkert. Vi kunne bare aldrig få det rigtigt i første hug. Så da vi havde besluttet os for at se Wittgensteins hus på vej tilbage (fordi det lå på vejen), og den der gade bare aldrig kom, var vi ved at have fået nok af vores løgne-kort.

Efter at have gået hele vejen ned ad gaden, hvor sidegaden med huset skulle være, og ikke fundet sidegaden, fandt vi et bykort ved en metro-station. Og dér gik det op for os at vi var udstyret med rene løgne-kort i vores guidebøger. Åbenbart har Turen Går Til forbundet gader der slet ikke er forbundet, og Lonely Planet har bare givet op undervejs og droppet halvdelen af vejnavnene.

Men da begge bøger jo havde skrevet om Wittgensteins hus, og vi vidste vi var SÅ tæt på, så VILLE vi finde det – også selvom vi var trætte, sultne og i virkeligheden ikke gad. Vi fandt huset.

Virkelig ikke noget der var værd at skrive om i en guidebog – så vi tog ti billeder af det, og skred ind til byen for at få en wienerschnitzel hos Figlmüller.

Figlmüller skulle have Wiens bedste schnitzler – og det kunne man godt ane på køen ude foran restauranten – og da jeg gik ind for at spørge om de havde ledige borde senere på aftenen blev der bare slået en latter op.

Vi gik hen på en bar ved siden af, for at drikke et par glas vin og revurdere situationen efterfølgende. Køen var skrumpet en hel del, så vi stilte os i kø, tog ja-hatten på og forsøgte at tro på det.

Samtidig med at vi stiller os i kø, kommer en tjener ud af døren, tager sig til hovedet og legemliggør sætningen “Jeg magter ikke mere!”, hvilket fik os til at knække sammen af grin. Vi havde jo trods alt også fået to glas vin på baren ved siden af, så vi var i strålende humør.
Tjeneren, der ikke magter det, lægger mærke til vores fnisen og griner så af os.

Da vi endelig når så langt frem i køen at vi kommer indenfor i restauranten, møder vi igen den opgivende tjener – nu helt i hopla. Han begynder at tale med de andre tjenere, og snart står tre tjenere og kigger på os, peger på os og griner lidt af os – mens vi stadig står og undertrykker fnisen og grin, fordi det på en eller anden måde bare er absurd at stå i kø til wienerschnitzel samtidig med at hele tjenerstaben taler om os.

Da vi når frem forrest i køen får vi ikke anvist det just ledige bord (som dem foran os afslog og blev sendt i kælderen…). I stedet bliver vi ført ind bagved og får anvist en bås. Kort efter kommer den opgivende, nu glade, tjener forbi og siger “Nice table, huh?” med et anerkendende smil.

Så vi kunne konkludere at de af uransagelige årsager var lidt vilde med os, og det de havde hvisket om var at vi skulle have det gode bord. Og så fik vi serveret verdens største schnitzel, som var større end tallerkenen. Måtte levne, hvilket jeg stadig har dårlig samvittighed over; har jo aldrig før levnet wienerschnitzel!

Hele wienerschnitzel-showet mundede ud i 12 € i drikkepenge – men mest fordi han gav os ti for meget tilbage. Vi vurderede det var win-win; de ville blive helt ekstatiske når de så vi havde lagt så meget, vi havde god samvittighed over at vi ikke tog 10 fra kassen, den opgivende tjener ville finde livsmodet igen – og vi ville blive årets historie blandt tjenerne derinde. Hvis vi ikke var det i forvejen – det virkede jo lidt sådan…

Fra samme skuffe:

Jeg skal da have et Shell kort!