Cider-regn med et stænk blod i mojitoen
Så var det man tog i sommerhus fredag eftermiddag, i noget der lignede seriøs dansk sommer, mens man tænkte lidt for sig selv “Det kan godt gå hen og blive en laaang weekend hvis det skal pisse ned hele weekenden…”.
Men efter vi havde spist ganske hyggelig middag med mine forældre, begyndte det hele at ligne sig selv. Barskabet blev rullet ud, og da klokken slog syv om morgenen brød solen igennem skyerne, og Kat og jeg nærmest løb udenfor med solbriller og cider i glasset og sad der en times tid inden vi kravlede til køjs. Helt bogstaveligt. For Kat skulle sove i underkøjen i køjesengen, men da min seng stadig var uredt klokken ti i otte om morgenen, valgte jeg kækt at kravle op i overkøjen som var redt.
Da de andre piger vækkede os, var jeg overbevist om, at klokken kun var 10 og derfor var min første tanke “Jeg er stadig fuld!”. Men klokken var blevet to og derfor var jeg mere ædru end først antaget – alligevel var det et næsten umuligt projekt at kravle ned fra overkøjen.
I en heftig kraftanstrengelse fik vi spist morgenmad og samlet os ret hurtigt for at nå at køre til Gilleleje. Heldigvis var havnefesten slut, men alligevel virkede projektet uoverskueligt.
Da vi var så tæt på mål som vi næsten kunne komme, og var igang med at læsse de sidste varer op på båndet i Irma, gik der hul på en dåse cider mens jeg havde den i hånden. Og samtidig med at brusebadet af cider startede rykkede alle omkring mig et par meter væk, så jeg kunne stå alene i cider-regnen, og febrilsk forsøge at stoppe det. Det lykkedes, efter både jeg, kassen og alt i en radius af en meter var helt smurt ind i cider.
Vel tilbage, og cider-indsmurt, i sommerhuset gik vi på stranden – og i vandet. Man skulle jo have det der cider ud af håret på en eller anden måde. Og så var det som om man lidt bedre kunne overskue verden igen, efter sådan en tur i vandet.
Klar til aftensmad kastede Oraklet og jeg os ud at lave moules for første gang, og vi var som små børn juleaften hele seancen igennem – og heldigvis var det særdeles spiseligt.
Efter fantastiske moules skulle der grilles fisk.
Damen i fiskeforretningen fik os prakket på nogle dorado som var “meget nemme at grille”
- hun havde bare lige glemt at fortælle, at det var meget smart at lægge dem på noget stanniol, hvis man ikke ville have dem flamberet og totaltsmadret…..
Som straf fik doradoen et stykke af sit eget kød i øjet. Så kan den lære det til næste gang.
For at komme os ovenpå det helt store grill-eventyr måtte der mojitos til igen (de kan jo faktisk løse de fleste problemer!) – men da jeg åbenbart ikke er voksen nok til at administrere skarpe knive, startede jeg smukt ud med at skære mig og (åbenbart) bagefter smøre det meste af køkkenet ind i blod – inkl. fryseren. Vi blev enige om at mojitos med et stænk blod smager bedst; så får den lige et touch af kærlighed. Vi blev også enige om, at jeg ikke skulle lege bartender mere den aften, og måske bare forholde mig i ro. Så det gjorde jeg.
