Da vækkeuret ringede i formiddags, følte jeg, at jeg hang på kanten af døden. For inden da, havde Praktikanten på forunderlig vis fået overtalt mig til at komme til fest, og det havde jeg åbenbart syntes var sådan en fantastisk idé. at fuglene var begyndt at synge udenfor, før jeg stillede vinglasset fra mig, og trillede hjem. Så det var langt over min sengetid, da jeg endelig fandt jeg min seng. Det var lyst, fuglene sang og jeg tror klokken var halv fem.

Min krop føltes i undtagelsestilstand, og jeg havde allermest lyst til at blive liggende i sengen og holde fast, indtil kvalmen forsvandt og rummet holdt op med at snurre. Men jeg havde jo været så kæk at bestille tid til en pedicure, som jeg også havde glædet mig til. Ikke bare fordi det var selvforkælelse, men også fordi det var en gammel bekendt, som i mellemtiden var blevet kosmetolog med egen biks.

Men det er sgu lidt pinligt at første gang man mødes efter 15 år, så får hun mig totalt tømmermandsramt, sikkert lidt stinkende – så jeg overvejede kraftigt at aflyse og blive liggende i sengen. Alligevel tog jeg mig sammen, og da jeg først var kommet derud, så var det faktisk en meget rar måde at komme af med tømmermændene på; bare at ligge på en briks og sludre om fortiden mens ens fødder bliver præsentable.

Bagefter havde jeg pludselig lidt travlt, for jeg havde på en måde kalkuleret med, at tiden mellem 14 og 15.30 indeholdt adskillige flere timer end den gør. For jeg skulle både nå ud til mine forældre, nå at købe ind til drinks og nå hjem til 15.30 hvor Romantikeren kom til Kärlekskalas, og vi skulle svælge i alt det royale på den anden side af sundet.

Så det er godt at man er en habil bilist, der kan nærmest kan bryde lydmuren i den lille røde – så jeg kom kun 5 minutter for sent, og vi nåede at se vielsen.
Det eneste problem med vores arrangement var, at vi havde aftalt at vi skulle drikke drinks og cocktails – for bare tanken om alkohol gjorde mig bleg. Så jeg sagde ikke rigtig noget, og ville bare afvente at Romantikeren satte gang i tingene. Men hun sagde heller ikke rigtig noget, og efter vi havde siddet lidt og undgået emnet, kom det frem, at vi begge faktisk var ekstremt tømmermandsramt, og at ingen af os kunne overskue alkohol.

Da katten var sluppet ud af sækken, kunne vi slappe af og nyde det royale kalas, mens vi lystigt kommenterede det hele, og nærlæste det bryllupsmagasin min mor havde købt til os. Vi var helt på bølgelængde med Sverige, og vores attentionspan var mindst lige så stort som den svenske konges og den nye prins. De virker jo ikke så kvikke de svenskere, men vi kan godt lide dem alligevel – om ikke andet for at de giver os nogle royale fester nu hvor der er lange udsigter til at der sker noget i det danske kongehus.

Romantikeren og jeg ønsker Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel (Olof?) tillykke – også selvom de kun tantekysser.

Skuffen er tom