Jeg tror måske det var gårsdagens frieri der skubbede mig udover kanten. Det startede med lidt plukveer i formiddags, som jeg egentlig ikke rigtig tog notits af. Men da jeg henover frokost nærmest begyndte at sidde og lave åndedrætsøvelser foran computeren, kunne jeg godt fornemme at tingene ikke var helt normale.

Alligevel blev klokken næsten to, inden jeg fik hjernecellerne i omdrejninger, og det gik op for mig, hvad det var min krop havde gang i. Det lignede grangiveligt et tilbagefald af Gammel Sur Mand aka det der begyndende mavesår. Ikke lige noget jeg havde kalkuleret med at skulle bruge mere tid på, for det gik jo så fint i sig selv sidst.

Og efter at have slæbt rundt på narko i lang tid efter, tog jeg det tilsidst ud af tasken, så jeg naturligvis ikke havde noget ved hånden inde på arbejde idag. Først bed jeg smerten i mig; jeg overlevede jo de der vanvittige syreanfald som føltes som halve fødsler, sidste gang – og åbenbart er det meget naturstridigt for mig at gå tidligt hjem fra arbejde.

Derudover kan jeg ikke rigtig forstå, at det skal komme nu. Det ville have været mere logisk hvis det var kommet for halvanden uge siden, hvor var så stresset at jeg nærmest lignede en gammel sur mand. Men måske er det bare den måde jeg reagerer på, når folk frier til mig…

Så jeg sad lidt tid og lavede mine Lamaze øvelser mens jeg forsøgte at arbejde, men jeg kunne godt mærke at jeg bare gerne ville have min sofa og min narko. Efter at have fået min chefs velsignelse gik jeg helt mat ned til bussen – jeg kunne ikke engang overskue at cykle hjem, da tanken om et anfald på cykel midt i byen ikke var særlig tiltrækkende, og da jeg iøvrigt også følte mig ret sløj.

Men jeg kunne jo ikke bare gå hjem og dope mig og lægge mig på sofaen. For jeg har jo en date med Mr. Date her senere – og selvom han friede igår, så vil jeg jo gerne se ham – om ikke andet for lige at få detaljerne til brylluppet på plads.
Det er bare ikke særlig optimalt lige nu – og så synes jeg jo også, at jeg gerne vil have en date hvor jeg ikke er kvæstet af enten kage eller mavesår.

Så nu sidder jeg og venter på at narkoen virker, og venter på at Mr. Date svarer at han godt kan imorgen eller en anden dag.
Alternativt skal jeg bare se det som et tegn på, at min krop afviser ham totalt allerede inden vi har kysset eller knaldet, og at jeg ikke er fysisk i stand til at kapere et frieri.

Fra samme skuffe:

Konsekvensen af en normal mand

Konsekvensen af forår