Da vi steg på flyet i København var Kaare Sand også med, og det giver jo meget god mening at han skulle afsted og lave et program til Reportagen, og ikke mindst at vi skulle være en del af det. I hvert fald vil det være en fin forklaring på nogle af gårsdagens hændelser.

Vi valgte at spise middag Chez Freddie igår – efter fem tjenere havde storflirtet med os for at få os derind. Hvad vi ikke vidste var, at vi fik bord ved siden af Frank og Rabba (eller hvad han nu hed).

Det viste sig at Frank og ven ikke havde nogle sociale filtre what so ever. Så jo mere vin der røg ned (og det var meget!), jo mere nærgående blev de.
Faktisk startede det meget sjovt og hyggeligt men endte med at vi måtte flygte.

Efter at Frank havde underholdt mig med at han havde set mig på stranden sidste år og at han kunne huske så smuk en kvinde, gik det egentlig bare slag i slag ned ad bakke, samtidig med at han rykkede tættere og tættere på.

Han ville naturligvis vide om jeg havde en kæreste, og lige der virkede det som det helt rigtige at lyve, så jeg svarede ja. Men det stoppede selvfølgelig ikke der, for så skulle jeg svare på alverdens spørgsmål om min kæreste og hvad han hed osv. Og så skal man tænke hurtigt og ikke tøve før man svarer, og derfor var jeg, igår, i et utroligt lykkeligt forhold med den seneste mand der har ligget i min seng: Mr. X.

Det var absurd hvad jeg kunne fortælle Frank om min fantastiske kæreste, men alternativet var jo Frank – som i øvrigt ikke så nogen problemer i at jeg havde en kæreste, for han var jo “la bas”.

Frank kunne spise mine øjne, så smukke var de. Og der var vist i øvrigt ingen grænser for noget som helst. De var opsat på at få os med videre på bar, men vi afslog så pænt som det kan lade sig gøre med diverse sprogbarrierer.

Det fattede de ikke. Så da vi betalte regningen, betalte de også deres og troede de havde en klar aftale med os (eller at de havde scoret?) – så det endte faktisk lidt grimt med at vi nærmest flygtede fra restauranten og gemte os inde på en sportsbar.

Først efter en anstændig mængde alkohol vovede vi os grinende ud derfra og hjem (kun med et lille intermezzo på Les3Diables, hvilket var en lodret fejl!). Tilbage på hotellet var humøret helt i top -lige indtil vi fandt ud af at elevatoren var gået i stykker, og det gik op for os at vi boede på femte sal.
Det tager ligesom bare festen ud af enhver fest.

Fra samme skuffe:

Singleliv

Postkort fra Nice: Hjerteanfald og solskoldninger

Postkort fra Nice: Lidt af tis, lidt af sved

Oh, what a nice wooden horse…