Flyturen til Nice gik over al forventning – i hvert fald i forhold til sidst jeg var afsted med Oraklet og tilbragte 24 timer i washington dulles.
Sådan noget var der ikke noget af denne gang – her var der kun retardo motorik med vandflaske, hvilket udløste en hævet underlæbe, og noget der mistænkeligt lignede et hjerteanfald under landing. Alt sammen forårsaget af undertegnede.

Undervejs i flyet formåede jeg først at få min læbe i klemme i vandflasken og derefter slå mig selv på samme sted med en kuglepen. Og da flyet startede indflyvning til Nice fik jeg helt utrolig ondt i området omkring hjertet. Men da det var gået væk da vi kom ud af lufthavnen og jeg kun havde en hævet læbe kunne jeg ikke give det mere opmærksomhed. For når klokken er halv otte og det er 20 grader udenfor så er ikke-presente hjerteanfald altså ikke noget man gider bruge tid på!

Efter at have fundet hotel og smidt bagagen skyndte vi os ud for at finde nogle moules – og efter at have spist moules mm og drukket en anstændig mængde alkohol, alt sammen udenfor, trillede vi hjem i seng.

Idag vågnede vi op til høj sol og nærmest sommervejr. De lokale elsker os og forstår endda det meste vi siger, selvom vi fatter minimalt af hvad de siger til os. Jeg har fået en ny bedste veninde i Sephora, jeg har set en uanstændig stor mængde lækre Pierrer – og når man sidder med en cafe creme i solen klokken halv seks og plejer sin solskoldning virker livet godt.

Oraklet synes godt at jeg må flytte herned, og jeg kunne godt være tilbøjelig til at tage hende på ordet. For der er bare et eller andet ved Frankrig der passer utrolig godt til The CityGirl. Måske en lejlighed i Paris og en i Nice?