Mig og min topmave
Man skal ikke være en kostfornægter, og det er vist også en af de eneste ting man ikke beskylde mig for at være. Hvis der er god mad i nærheden har jeg ingen hæmninger – og jeg har været så heldig at jeg har kunne spise uhæmmet uden at det har kunne ses.
Til tider har jeg endda ligget på den undervægtige del af skalaen, men de tider er vist definitivt slut nu. Og det er jeg glad for!
Alderen har nu holdt sit indtog, og jeg prøver stadig at vænne mig til. Vænne mig til den der topmave der ligesom bare bliver ved med at være der. Det er ret underligt, men da jeg stadig er i fasen, hvor mest bare synes det er spøjst, så kan jeg ikke rigtig brokke mig over det – og i øvrigt håber jeg aldrig at jeg kommer til at brokke mig sådan rigtigt over ikke at være undervægtig.
Jeg bliver ved med at glemme at min krop har lagt sig lidt ud, og ser først lang tid efter jeg er gået ud af døren, at jeg måske ikke skulle have haft den stramme kjole på. Ikke at der er noget galt med topmaven, men kjolen ser bare pænere ud på den flade mave. Og således bliver jeg gang på gang mødt af et spejlbillede, som godt kunne trække maven lidt ind. Så det prøver jeg at huske – og glemmer det sådan ca. 2 sekunder efter.
For det er jo mega hårdt og irriterende at skulle rende rundt og trække maven ind hele tiden – og jeg forstår ikke de kvinder der kan gøre det nærmest konstant. Burde man så ikke gøre noget for at tabe sig i stedet? Eller det er måske sådan, at når topmaven er kommet, så kan den ikke forsvinde?
Jeg ved det ikke. Jeg har jo først lige fået min nu – og er egentlig glad for den. Jeg skal bare lige lære at klæde den pænt på, eller i det mindste huske at trække den ind i kritiske situationer. For selvom man er glad for den, behøver man jo heller ikke lade den flyde ud over det hele og flashe den i stor stil.
Jeg øver mig i at trække maven ind, mens jeg lige laver en omgang pasta med noget flødesauce…
Fra samme skuffe:
Os, der har haft topmaven som trofast følgesvend, siden vi selv kunne bestemme, hvad vi puttede i munden, tænker slet ikke over det mere. Den trækker sig ind automatisk, og somme til kommer man så til at tænke på det, og må gøre en aktiv indsats for at lade den bule ud.
Med tiden skal du nok blive go’ til det… Det lærer vi alle.
Uh, glæder mig til at den bare gør det af sig selv! Glad for at der er håb forude ;-)
Min veninde havde efter en graviditet taget på, men hvis hun trak maven ind, sugede kinderne ind, hev skuldrene langt tilbage og en række andre ting så hun ok ud.
Men i længden endte det med at være lettere at tabe sig end at skulle gå og være opmærksom på at hive og suge og trække sin krop hele tiden.
Det lyder helt utrolig besværligt at skulle gøre alt det din veninde gjorde. Så kan man vel faktisk ikke koncentrere sig om at lave noget andet hvis man skal alt det….