Inden jeg landede i København tirsdag, tænkte jeg, at alle uger burde være som denne. At dette setup var ideelt; boheme-agtigt men stadig med en lille smule forbindelse til den virkelige verden. Top-tjekket, tilpas dekadent og rimelig stilet på den afslappede måde.
Men nu kan jeg godt se, at jeg tog munden for fuld, var lidt for kæk med flybilletterne og den kalkulerede tid, og sidder og mangler et halvt til et helt døgn i min kalender.

Jeg landede som sagt tirsdag, og gik direkte hjem på min sofa. Der lå jeg så indtil sengen overtog projektet, og vækkeuret ringede onsdag morgen. Og siden det vækkeur ringede, har der været lidt for meget turbo for en ældre dame som mig, som stadig er lidt på Nice-tid, og ikke rigtig gider gå tilbage på Cph-tid før i næste uge, efter jeg er kommet hjem fra Málaga.

For fredag går turen til Málaga og Kat, og inden denne uge oprandt tænkte jeg at det da var piece of cake at lande fra Nice tirsdag, arbejde onsdag, torsdag og så sætte sig på et fly fredag.

Men så ringer ens forældre tirsdag, fordi de selv er landet fra Vietnam og gerne vil se deres yngste datter. Det skal de selvfølgelig ikke klandres for, men når man selv har været så kæk at putte en drinksaftale i kalenderen torsdag aften, så efterlader det ligesom kun én med onsdag aften – og man kan godt høre på tonen, at man ikke er en særlig god datter, hvis man venter til næste uge med at aflægge visit, når man ikke har set dem i en måned.

Så man er den gode datter, der går på arbejde onsdag, ræser hjem på cykel samtidig med at man lige skal nå at købe de obligatoriske småting man mangler til turen, plus alle de ting man er kommet til at love at tage med derned – og så kommer man måske til at vrisse en smule (…) af 17-årig ekspedient i Fona, der ikke kan finde ud af en hujende fis, og man har lidt lyst til at råbe ham ind i hovedet “Få nu fingeren ud, og lad være med at prøve at charmere mig! Du er for ung og for gay, og jeg har pissetravlt!”. Men sådan noget gør man jo ikke, så man holder sig til kun at sende nogle dræberblikke og sværge, at man aldrig vil gå ind i den Fona igen!

Og så kommer man hjem, og skal lige ordne nogle mails og printe nogle ting, samtidig med at man lige skal samle vasketøjet sammen, fordi tiden gør, at man er nødt til at vaske ude hos de gamle, som man ender med at ræse ud til – og man når lige akkurat at få en følelse af lykke fordi man ikke fik et klip i kørekortet, lige indtil man træder ind ad døren og får skældud for at komme så sent, samtidig med at man bliver mødt af et “Hej svigerinde!” fordi ens søster, mand og børn åbenbart også er derude.
Så tænker man lidt, hvorfor man overhovedet behøvede at komme når der var spædbørn tilstede, og en søster som jeg stadig er sur på over hendes seneste stunt, og egentlig gerne ville have haft heads up på når jeg skulle se hende igen. Men det ligger åbenbart til familien ikke at informere om noget…

Så bruger man sin aften på at sidde og se feriebilleder, og høre på en skrigende unge, og høre på diskussioner om hvorvidt man bare skal droppe babymosen og gå direkte videre til rugbrødshapser, mens man prøver at ordne sine tanker og finde ud af om der er nogen nem løsning på hvordan man skal nå de sidste ting imorgen efter arbejde og mellem pakning af kuffert og drinks.

Næste gang jeg holder dekadent, boheme-uge må jeg lige huske ikke at give efter for familien, som alligevel hellere vil tale babymos end foie gras – og eftersom vi er nogen der bare er mere til foie gras uden babyskrig, så kan en nem prioritering jo snildt frigive et par timer til det pressede døgn, som den gamle dame altså har brug for. Jeg har jo også en sofa der skal siddes i – det er der jo ikke nogen andre der gør for mig!

Skuffen er tom