Knald en superhelt
Jeg hader at blive ignoreret, men jeg hader endnu mere, når folk leger usynlige. Det er faktisk kun okay hvis man er superhelt, og det kan man vist ikke ligefrem kalde nogle af de mænd jeg har kendt, som var en af dem der legede usynlig.
Jeg rendte ind i en eks forleden, eller det gjorde jeg faktisk ikke, for manden legede usynlig, hvilket jeg egentlig godt kunne forstå. For jeg ville også nødig rende ind i en eks den dag jeg lige havde taget combat-tøjet på. Og eftersom jeg ikke havde set ham i lang tid, og aldrig sådan før, kunne jeg ikke bare lade det usynlige møde ligge.
Jeg skrev til Romantikeren, og i flere dage har vi nu haft en on-going mail-korrespondance om mænd og superhelte.
Superhelte har helt klart et par banefordele i forhold til de dødelige danske mænd. Tag f.eks. Spiderman; hans smidighed kunne man vel godt bruge i en praktisk kontekst.
Og mens vi gik igang med at oprulle fortidens mænd og sammenligne dem med diverse superhelte, stod det meget klart, at selvom vi uden tvivl kan sammenligne os selv med Superwoman og Catwoman, så halter mændene en del efter. Faktisk er der ikke nogen der overhovedet kommer i nærheden at være seje nok til at være hverken Spiderman, Batman eller Superman.
Vi måtte konstatere, at der egentlig ikke er nogen af dem kan fremvise nogen egenskaber, som kan transformeres til superhelte-materiale, hvilket er lidt ærgerligt, når det måske kunne være lidt cool at sige, at man havde kysset Superman. På den anden side skal døden jo have en årsag, og der skal jo være tydelige grunde til at de her mænd er fortid – så vi gik i wannabe-kategorien for at få stemplet de her mænd.
Problemet er bare, at man kommer til at tage sig selv med i faldet, når man kategoriserer sine ekser som “Karlsson på taget” i legen “Knald en Superhelt”. For det er på alle måder utroligt nederen at have knaldet Karlsson på Taget.
Fra samme skuffe: