Kl. 16 skulle jeg til kaffe og kage og min søsters fødselsdag, så kl. 15.15 gik jeg ned til bilen; for med lidt fokus og tryk på speederen måtte det da give tid nok til både at købe gave og nå derud til tiden (+ det akademiske kvarter).

Jeg havde kalkuleret med at skrabe dynger af sne af bilen, men jeg havde på ingen måde kalkuleret med decideret at skulle grave den fri. For i den sidste uge har den jo bare stået stille og langsomt fået højere og større snebunker op omkring sig på alle sider. Det lignede jo nærmest at nogen havde placeret den nede i en kæmpestor snebunke, og så lige presset den helt ned.

Så for første gang i mit liv savnede jeg virkelig at eje en skovl. Men da jeg ikke er den slags bil-ejer der lige har en skovl i bagagerummet, forsøgte jeg i første omgang at sparke de største isklumper væk (og over under nabobilen…). Derefter tændte jeg motoren, satte den i bakgear, trådte på speederen og kom lige nøjagtig ingen steder.

Overvejelser om DSB gjorde mig bare træt, så jeg gik ind i gården, og fandt redskabsskuret og en skovl (anede sgu ikke at vi havde SÅ mange praktisk ting i et fint skur i gården!) – og så kunne jeg ellers stå i mit pæne tøj og støvler og rydde sne ude på vejen, og langsomt oparbejde en god kropstemperatur, ikke mindst pga. det raseri der florerede i min krop samtidig.

Jeg kunne mærke, at alle der gik forbi kiggede meget underligt på mig – og jeg må da også medgive at man sjældent ser en ung kvinde, i nydeligt chikt outfit som bestemt ikke er sne-egnet, stå og grave en bil ud fra sne midt på gaden i København.

Efter at have kastet hvad der føltes som tusind kubikmeter sne og is ind under nabobilen og ind på fortovet, lykkedes det endelig at få bilen ud fra sit fangenskab – og på tre kvarter nåede jeg at få fyldt benzin på, købt fødselsdagsgave i Lyngby Storcenter og komme ud til fødselsdagen, kun lettere forsinket.

Fra samme skuffe:

Lidt for meget Nik & Jay

Meget mærkeligt…

For meget fransk

Det er bare så meget løgn!

Jeg er så meget altan-typen!