Så skal jeg lige have overstået et turbo-døgn (sådan ca.) og så kan jeg læne mig tilbage i flyet til Málaga, mens der sikkert er nogle skrigende unger med uduelige forældre ombord til at stå for underholdningen.

Inden jeg når så langt skal jeg lige have overstået noget arbejde, noget psykolog, nogle drinks, finde ud af hvad vejret egentlig er dernede og hvad der skal i kufferten.

Og så talte jeg med mine forældre, som insisterede på at køre mig i lufthavnen og hente mig når jeg kom retur, og jeg insisterede på at jeg ikke ville hentes, og argumenterede som en gal med hvor fantastisk nemt det er med metroen (hvilket virkelig burde lande mig et job som kommunikationschef for Metro, med den brandtale!) og hvor fjollet det vil være at de kører ind til byen.

De var stædige, og det var jeg også – og mens jeg kom logistiske brandtaler sad jeg bare og tænkte:
“Fat nu er det er på grund af jer, min familie, at jeg flygter fra min fødselsdag! Fat nu, at jeg ikke orker ét til år, hvor en til af jer skal hijacke min fødselsdag til at proklamere ting og sager, og fat nu at det har gjort fandens ondt at blive overset og ignoreret på den måde flere år i træk til den middag som skulle være til ære for mig, hvor jeg lige så godt ikke kunne have været der!”

Og så sagde min mor: “Men du kommer jo hjem om aftenen på din fødselsdag, og vi vil jo bare gerne kunne sige tillykke til dig og fejre dig lidt. Har du slet ikke lyst til det?”
Alt jeg sad og tænkte var: “Jo, det har jeg vildt meget lyst til. Jeg ville elske at min familie ville give mig minimalt opmærksomhed og bare anerkende min eksistens, og mærke jeres lyst til at ville fejre mig lidt. Tænk hvis der var nogen der rent faktisk havde lyst til at hente en i lufthavnen og køre en hjem og fejre lidt fødselsdag; det ville da være fantastisk!”
mens jeg svarede: “Jo, men jeg har jo aflyst min fødselsdag i år, fordi de andre år har været så åndssvage….”

Og så sagde hun ikke så meget, og det gjorde jeg heller ikke, for jeg havde mest lyst til at tude, men det virkede bare mærkeligt at gøre. Så jeg antager at jeg fik trumfet tingene igennem med den logistiske brand-tale, og kan få lov til at aflyse min fødselsdag i fred, selvom jeg, som de fleste mennesker, gerne vil fejres lidt af dem man antager holder af en.

Alt imens sidder jeg og har dårlig samvittighed over at have været så hård og afvisende, selvom det er resten af familien der burde have dårlig samvittighed – men jeg antager at det har de ikke, eftersom jeg aldrig har fået nogen undskyldning for deres rådne opførsel de andre år.

Fra samme skuffe:

Skyld med skyld på

Om at narre vejrguderne

Scoreteknikker i 7Eleven

Familie-forvist

Præterea censeo, Carthaginem esse delendam