Jeg stod i al min optimismes pragt inde i prøverummet i Vila, og var SÃ… klar til at smide penge efter dem – fordi nÃ¥r man har ondt i ryggen mÃ¥ man gerne forkæle sig selv, og fordi det er mandag mÃ¥ man gerne forkæle sig selv, og fordi Irma Ã¥benbart havde genindført min alltime yndlings æble-cheddar, sÃ¥ skulle der satme fejres!
Bare det at jeg var gÃ¥et ind i et prøverum sagde alt; normalt gider jeg jo ikke bruge tid pÃ¥ sÃ¥dan noget pjat. Og jeg stod og sÃ¥ pÃ¥ mig selv i de her jeans, som jeg faktisk virkelig gerne ville have, og som faktisk ogsÃ¥ sad ret godt – men da jeg sÃ¥ mig selv i spejlet forsvandt al optimisme, al forkælelseslyst, al glæde.
For jeg lignede jo fandme en der var død og begravet, og gravet op igen. Vinterbleg, sorte rander under øjnene og vinterhÃ¥r. HÃ¥ret var jeg egentlig godt klar over; jeg havde godt hørt det sige fffssst og mærket det havde givet op, da jeg kom udenfor i morges – og havde faktisk ogsÃ¥ set samme spejlbilledet i elevatoren pÃ¥ arbejde i morges, fordi den er udstyret med samme frygtelige lys som prøverummene.
Men klokken kvart i seks kunne jeg ikke overbevise mig selv om, at det bare var det frygtelige lys i prøverummet, så jeg gik slukøret derfra uden nye jeans, og har nu mest lyst til at lægge mig ned i den grav, hvor det alligevel ser ud som om jeg kommer fra.
Nogen har et ansvar her, og det er ikke mig! Jeg gør normalt mit, og enten undgår prøverummene eller ser igennem fingre med deres skod virkeligheds-belysning. Men det er altså ikke hver gang man kan, så de der butikker burde altså sætte noget douche belysning op og skabe en illusion, så man rent faktisk får lyst til at købe noget, og ikke bare forvandles til selvmordskandidat i prøverummet.
