Nogen gange ville jeg virkelig ønske at mit liv ikke var så absurd, at alle de mærkelige ting ikke skete for mig og at jeg bare levede et røvkedeligt forstadsliv. Sådan et liv hvor jeg havde et medium kontorjob, var gift med en medium mand, havde to medium børn og boede i et medium rækkehus i medium Nordsjælland.
At alle mine telefonopringninger ikke omhandlede nye mærkelige, fucked up ting, at alle omkring mig ikke forventede at jeg kunne berette om absurditeter, og at man måske bare kunne ringe til eksempelvis sin veninde og tale om vejret – eller hvad sådan en Mette Medium nu gør.
Jeg forestiller mig bare, at der er ikke er de store udfordringer i sådan et medium liv, at det handler om madpakker og tv-avis – og ikke sushi to-go, og netnyheder på iPhone.
Jeg vil ikke være Mette Medium, men nogen gange er det bare lidt tillokkende – bare for en dag eller to, måske endda en uge, til stormen har lagt sig, hvor man kan søge ly i rækkehuset på villavejen, med et anonymt skilt på døren og et nej tak til reklamer. Hvor ens Facebook profil, hvis man da har sådan en, kun genererer ligegyldige ting, hvor man tager i Bilka om lørdagen, spiser fredagsslik til X-Factor og hvor hele ugen er skemalagt.
Mine dage er jo dårlig nok skemalagt, endsige mit liv. Jeg fylder 29 om mindre end to uger, og jeg aner virkelig ikke hvor tiden blev af. Ikke bare det seneste år siden jeg sidst havde fødselsdag, men samtlige 29 år.
Jeg synes ikke det er så lang tid siden jeg blev student, synes det er endnu kortere tid siden at jeg var på Roskilde for første gang, og det var jo nærmest igår at jeg var kæreste med ham idioten. Altså bortset fra at det er det ikke, og tidsregningen ikke foregår i dage, uge eller måneder, men hele år!
Når man umiddelbart stiller tingene op og trækker et par streger i sandet, så synes jeg faktisk at Mette Medium fremstår som vinderen, og jeg som et forvokset barn, der nægter at blive voksen. Kan det virkelig passe, at jeg er ved at blive en af dem som jeg hader? De der single kvinder omkring de 30 som tér sig som teenagere, og som desperat holder fast i noget ungdom hvilket bare gør dem frastødende? Og betyder det at jeg også skal til at anskaffe mig en kat for at fuldende billedet med singlekvinde omkring de 30?
Græsset er altid grønnere på den anden side, men vi ville nok alle være mere tilfredse, hvis vi droppede de der analyser. Vi er, hvor vi er, af en årsag. Ting sker aldrig for tidligt eller for sent og vi er aldrig forud eller bagud i livet. Vi er, lige hvor vi skal være. Hvis ellers vi var til stede og opdagede det!.. ;-)
KAt guldfisk elelr barn :)
@Lenore: Både ja og nej; hvis ikke man tænker og reflekterer over hvor man er, og hvor man vil hen – eller ikke hen, så kommer man jo ingen vegne ;-)
@Morfar: Synes ikke lige umiddelbart man kan sætte lighedstegn imellem alle de tre ting – i hvert fald skal guldfisken holdes udenfor! ;-)
Tjah, det kan man jo diskutere. Hvis det er vigtigt for dig at være på vej et bestemt sted hen og du hellere vil bruge din tid på at gå og tænke over det, så er det dit valg. Men jeg tror tit vores mål og analyser af, hvor vi burde være på vej hen, er det, der gør os ulykkelige. Men vi vælger selv vores livsfilosofi. Jeg vil hellere droppe planerne og se, hvor jeg ender, end at leve mit liv på jagten efter en eller anden illusion om, hvad jeg bør gøre og hvor jeg burde være. Men det behøver jo ikke være lykken for DIG. :)
Angående det sidste afsnit: Om det er frastødende, at en kvinde omkring de 30 “tér sig som teenager” og “desperat forsøger at holde fast i noget ungdom”, kommer da an på øjnene, der ser. Det er ikke alle, der vil finde det frastødende.
Så hvis det er sådan, du har lyst til at gøre/blive, så synes jeg da bare, at du skal gøre det. Og hvis der så er nogen, der finder det frastødende, så er det altså bare deres tab. Gi’ den gas. :)