For det meste er man enig med sig selv og sin omverden, om at man ikke skal gå tilbage til en fuser. At man bare skal løbe væk så hurtigt remmer og tøj kan holde. Omvendt har de fleste alligevel prøvet at gå tilbage til en fuser – og det er åbenbart noget man skal praktisere noget mere ifølge denne artikel.

Jeg ved godt hvad der menes i artiklen, men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at holdningen samtidig også må være, at alle de idioter man har smidt ud af sit liv, bør man lige gå tilbage og tjekke op på, om de nu virkelig var idioter, eller om man bare kørt fast.

Dette rejser unægteligt et par spørgsmål:

1. Skal man tjekke op på ALLE fuserne, eller må man godt slå en streg i sandet eksempelvis ved for 5 eller 10 år siden?

2. Er det nok bare at ringe, eller måske bare sende en tekst?

3. Er de automatisk dømt ude hvis man ikke længere har deres nummer, mail, adresse?

4. Hvis nu teorien viser sig at holde stik, og det er true love ved den første fuser man ringer tilbage til, skal man så også tjekke op på de andre, for at være sikker på at man er gået tilbage til den rigtige fuser?

5. Hvorfor må man ikke bare kalde en spade for en spade, lade fortid være fortid, og lade fusere ligge på jorden?

Tillægsspørgsmål: Vil det altid være kvinden der skal gøre benarbejdet, eller kan man forvente at fuserne selv tænker og måske også kan melde sig på banen?

(Igen ville det være rart snart at få den der “Manual til Mænd”, hvor der jo så klart børe være et afsnit med titlen “Når manden ikke er en fuser, selvom han virker sådan. – Praktisk guide, med historier fra den virkelige verden samt hotline-nummer i tilfælde af tvivl.”

Fra samme skuffe:

One tracked mind