Vinden i palmetræerne

Det tog ikke mere end omkring 20 minutter at køre til Mayagüez, fem minutter at finde Plaza Colon og tre minutter at finde Hotel Colonial. De havde et ledigt værelse som vi tog i to nætter.

Det virkede ligesom alt for nemt. Alt for ligetil og så normalt at vi blev mistænksomme. Men alt virkede til at være i orden, og byen virkede som om den var den mest hyggelige, uspolerede, uturistede by, hvor det var os hvide europæere der var turistattraktionen.

Der gik ikke lang tid før jeg følte at jeg var i paradis, for byen var proppet med skobutikker. Skobutikker fyldt med skønne sandaler som jeg oven i købet kunne passe, og mystisk nok var en str 38.

Fordi der var skobutikker på alle gadehjørner som alle havde åbent, lagde vi ikke så meget mærke til at alt andet var lukket. Selv turistbureauet var lukket – men det virker som om det er det de fleste steder her i højsæsonen…

Der var ingen restauranter eller cafeer åbne og vi blev nødt til at spise aftensmad på en fastfood ting.

Til gengæld var lokal festivitas på Plaza Colon, som vi aldrig fandt ud af hvad var, men gætter på at det var en blanding af helligdag og fejring af at de skal være vært for nogle amerikansk-caribiske lege i år.

Andendagen i Mayagüez brugte vi på Zoo om formiddagen og mere sko-shopping om eftermiddagen.
Zoo havde ikke meget at byde på; dyrene så ikke ud til at have det særlig godt og det hele så generelt ret misligholdt ud. Dog kan det ikke have været helt slemt da to (eller i hvert fald den ene..) skildpadder mærkede amoriner i luften og skulle knalde. Helt klart højdepunktet i zoo.

Efter to dage i en ekstremt hyggelig, men meget lukket by, hvor vandet på værelset kun var koldt og den der Continental breakfast mest bare bestod af kedelig toastbrød, kørte vi yderligere sydpå til Boquerón.

Boquerón er stedet at være, og åbenbart specielt idag, hvor det er aftenen før Helligtrekonger som åbenbart er en stor ting her. Så det er vi lidt spændte på med i aften.

Da vi ankom igår gik vi direkte på stranden og blev liggende. Vi var kommet hjem og det var skønt. Måske var det derfor lille Eduardo på to år styrede så målbevidst og glad op mod mig fra vandet – eller også blev han bare draget af den hvide blændende hud, som faktisk ikke er så hvid mere.

Faktisk er det ret fantastisk så brun jeg er blevet, selv maven er blevet brun og hele kroppen er uden forbrændinger. Men det er nok bare et spørgsmål om tid…

Skuffen er tom