Så blev vi ramt af dårligt vejr, og det var altså ikke noget vi havde kalkuleret med. En byge i ny og næ, bevares, men heldagsregn på Puerto Rico stod hverken i vores planer eller nødplaner.

Så det var lidt svært at finde kampgejsten i morges da det stod ned i stænger uden udsigt til opklaring.

Men efter nogle timers opvarmning tog vi os sammen og kørte ind til regnskoven, El Yunque, for der regner det jo alligevel altid.

Selvom den voldsomme regn lidt lagde en dæmper på tingene, og man næsten følte man regnede væk på den times vandring, var det alligevel en ret fantastisk oplevelse: Det er bare noget helt andet at se naturen i sit eget element og se hvor voldsomt det kan være – på alle måder.

Dagens oplevelser blev ved regnskoven, og vi var helt udmattede efter at have hiket en enkelt times tid i noget nær monsunregn.

Så planen derefter var meget simpel; bad, mad, seng – kun for at få at vide at alle spisesteder i gå afstand var lukket idag, så vi derfor blev tvunget ud i en drink’n’drive. Men skik følge eller land fly, som man jo siger…

Det gik jo fint, så nu mangler vi bare at finde en destination for imorgen inden vi skal tilbage til San Juan i overmorgen. Turen til Culebra er blevet aflyst da vi altså ikke er kække nok til at tilbringe en hel dag i regnvejr på en bountystrand.