Familie-forvist
Måske er det bare mit lod i livet, at alle mandlige bekendtskaber i mit liv skal være lidt til den småfede side. Når jeg tænker efter, så er det faktisk stort set dem allesammen der ville have haft godt af en ekstra tur i fitness. Men kærlighed har jo ingen alder – eller vægt.
Det slog mig, da jeg blev tvunget til at hente Herman (Fidel), hvor jeg samtidig kunne konstatere, at det der næstekærlighed ikke er så højt vægtet i min familie, hvorfor mine forældre ikke kunne få fisken (og mig) hurtigt nok ud af døren. Fisken, som i mellemtiden var blevet fed. De nægtede at have overfodret ham, men ikke desto mindre har jeg nu en tyk fisk, hvortil jeg kun kan konkludere at han må være af hankøn, når alle mænd i mit liv jo altid ligger lidt til den tykke side af livet.
I det hele taget er det åbenbart svært at finde nogen i familien der har noget til overs for lille, tykke Herman (Fidel), som kategorisk var blevet nægtet adgang til den lille kusines akvarie – noget med at de KUN havde gubbyer, og ligefrem var blevet advaret mod guldfisk. Helt ærlig, gubbyer?! Det er jo jordens mest kedelige fisk, som ikke laver andet end at knalde og derefter spise hinanden. Men hvis de ikke vil have ham, så får de fandme heller ikke lov! Stakkels Herman (Fidel)….
I det hele taget er hverken Herman (Fidel) eller jeg åbenbart særlig populære i familien. For da jeg fortalte mine forældre at planlagde at rejse væk på min fødselsdag, og dermed ikke være i landet, var de liiige lidt for hurtige til at tilbyde at betale flybilletten og give den i fødselsdagsgave.
Ikke nogen spørgsmål om hvorfor jeg dog ville flygte fra min fødselsdag, ikke nogen beklagelser over hvor ærgerligt det var at jeg ikke havde lyst til at fejre den i familiens skød. Bare et spørgsmål om hvor meget sådan en billet koster, og så et par anekdoter om hvor meget flybilletter kostede i 80erne.
Så Herman (Fidel) og jeg pakkede sammen, og kørte hjem til Nørrebronx mens vi sang lidt med på “Big Girls you are beautiful” for Herman (Fidel)s skyld, og lidt med på “Everybody’s gonna love today” for os begge.
Fra samme skuffe:

Så er det til dyrehandleren med ham!
@Kenni: Men vil de godt tage ham tilbage nu hvor han er blevet overvægtig?
Hos fiskehandleren betaler man per kilo. Du får penge tilbage hos dyrehandleren, hvis du er heldig.