The CityGirl

'Always be yourself. Unless you can be a Unicorn. Then always be a Unicorn.'

Den sidste pizza-slice

Forleden fik jeg en friend request på Facebook fra en mand jeg ikke kender – eller i hvert fald kunne jeg på daværende tidspunkt, da jeg afviste ham, ikke genkende ham. Og eftersom han ikke havde vedlagt nogen besked, for at hjælpe mig på vej til at vide hvem han var, synes jeg måske han lidt selv var ude om det.

Idag slog det mig så, at jeg jo faktisk godt ved hvem han er. Ikke at jeg kender ham, men vi har faktisk mødtes utrolig mange gange igennem de sidste par år.
Da jeg fik requesten, var der da også noget bekendt over ham – faktisk lignede han lidt min frokost-pizzaslice-guy, men jeg afviste hurtigt tanken; det ville sgu da være for mærkeligt at få en friend request fra ham!?
Ydermere tænkte jeg, at det da godt kan være, at jeg har købt pizzaslice til frokost utrolig meget, men vi har jo aldrig præsenteret os, så hvorfra kunne han kende mit navn?
Det er da fuldstændig umuligt at finde folk på facebook ud fra bestillingen “En slice med kartoffel”!

Han ER meget nuttet, og vi smiler da også sødt til hinanden hver gang jeg er dernede. Faktisk taler vi slet ikke sammen mere, for han tager bare en slice med kartoffel lige så snart jeg kommer ind ad døren, og det er ligesom det – og mere lægger jeg heller ikke i det eller tænker over det. De eneste tanker jeg har haft om scenariet er, at jeg aldrig får lov til at købe en anden slice, for jeg nænner ikke at ændre ordren, som jo lydløst bringer mig foran køen hver gang – for slet ikke at tale om det forklaringsbesvær det ville være at skulle redegøre for hvorfor man pludselig vil have en slice med parmaskinke, når man nu har spist den med kartoffel i over et år.

Men så faldt ti-øren! Han må have luret på mit dankort! Jeg har jo aldrig kontanter på mig, det er nærmest et af mine kendetegn at jeg altid bruger kort. Så ja, jeg er nu 99,9% sikker på at min pizza-guy gerne vil være venner med mig på Facebook.

Så nu sidder jeg og har lidt dårlig samvittighed. Ikke fordi jeg synderlig gerne vil være venner med min pizza-guy på FB, hvor flink han i øvrigt er. Men en sær dårlig samvittighed fordi jeg jo aldrig mere kan gå ned og købe frokost der – for jeg kan ikke min Emma Gad nok til at vide hvordan man agerer overfor ens pizza-guy efter man har afvist ham på Facebook.

Previous

2,5 makirulle i minuttet

Next

Familie-forvist

3 Comments

  1. Det synes jeg altså er lidt creepy, det der! Lidt ligesom vi er enige om, at læger ikke ser dine bryster, hvis han skal undersøge dem, og at massører ikke ser din krop som noget potentielt sexet, når du smider tøjer foran dem, så skal folk i servicebranchen ikke kunne huske navne fra dankort. Slut.

    I vidnebeskyttelsesprogrammet med dig:)

  2. The CityGirl

    @Linda: Men der er så kedeligt i vidnebeskyttelsesprogrammet… Man må jo ikke lave noget sjovt!

  3. Jens Rasmussen

    TCG -Det passer ikke man kan selv vælge navn og kalde sig Jens Rasmussen og dermed drukne i mængden og så skrive beskeder til blogs uden at blive genkendt :)

Comments are closed.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén